Sprog

”Anfægtelser” benytter sig af forskellige stilarter. Vi gennemgår i denne del af analysen den lave stil i dialogerne og den høje stil i beskrivelserne, og vi kigger også på titlen. Udover sprogbrugen ser vi også på den symbolske betydning af fugleburet, der er i farmorens stue. 

Den sproglige stil i dialogerne er lav

”Anfægtelser” er skrevet i et realistisk sprog, hvor dialoger fylder meget. Det betyder, at der er meget talesprog i novellen, og det er typisk for lav sproglig stil. Elisabet bruger i mange udråbsord i sine replikker.

Hun siger fx ”aa” flere gange, og hun råber også ”Nej fy, Farmor!”. Hun bruger også det meget talesprogsprægede lydord ”bums”, da hun skal forklare, hvordan hun har det, når hun pludselig føler sig nede. Farmoren bruger mange kælenavne til Elisabet og kalder hende bl.a. ”mit Barn”, ”min lille Else” og ”mit Lam”.

Virkning

Den lave sproglige stil gør det tydeligt for os, at farmoren og Elisabet har et tæt forhold, og at vi befinder os i et trygt og hjemligt miljø. De to kvinder behøver ikke holde sig tilbage, og de kan tale afslappet og hverdagsagtigt sammen.

Elisabet bruger mange udråbsord, og det gør hendes replikker mere virkningsfulde. Vi får et indtryk af, at hun virkelig er ophidset og frustreret. Farmorens beroligende replikker, som fx ”Naa, naa, Barn, mit Lam –” virker omvendt beroligende. Den lave stil gør også, at de tunge emner bliver lettere at tale om. Det trygge miljø gør det muligt at tale om ægteskab og seksualitet for Elisabet og farmoren.

Den sproglige stil i beskrivelserne er høj

Dialogerne dominerer ”Anfægtelser”, og de er skrevet i en stil, som virker realistisk for den tid, novellen er skrevet i. Det samme gælder ikke for beskrivelserne. Beskrivelserne er skrevet i et klassisk litterært sprog.  Det betyder, at sætningerne er formfuldendte, og at der kan være anvendt billedsprog.

Den første sætning i novellen går faktisk imod den høje stil. Det er ikke en formfuldendt sætning: ”En lille...