Komposition

Kaldes også opbygning.

Novellens handling er bygget op som et lineært forløb, og den begynder med en præsentation af dagligstuen, så vi som læsere ved, hvor vi er. Miljøet er vigtigt for teksten, så det er vigtigt, at vi får det præsenteret i detaljer.

Vi kigger også på vendepunktet og novellens slutning.

Handlingen er bygget op som et lineært forløb

Handlingen i ”Anfægtelser” foregår over meget kort tid, og der sker ikke ret meget i novellen. Farmoren sidder og strikker, Elisabet kommer og fortæller om sine tanker, og hun tager af sted igen. Det er næsten mere som et glimt af en dag og en samtale, end det er en fortælling. Forløbet er lineært, fordi begivenhederne skrider frem kronologisk, som vi ville forvente. Der er ikke brud med tiden eller store skift i miljøet.

Vi kunne måske sige, at der er to små fortællinger inde i selve novellen.  Elisabet fortæller nemlig både om middagsselskabet med Harald Schiøtte og om manden med skægget i sporvognen. De bliver dog så tydeligt præsenteret af Elisabet som hendes tanker og minder, at vi næsten ikke kan kalde dem historier i sig selv. Elisabet og farmorens samtale er novellens hovedhistorie, og vi kan derfor ikke kalde det for en rammefortælling. Den fungerer netop ikke som en ramme for de to minder, men er i stedet selve historien, som vi skal bemærke.

Virkning

Det lineære handlingsforløb giver novellen et realistisk præg. Vi bliver ikke trukket væk fra samtalen, fordi der pludselig bliver sprunget i tid og sted.  Vi bliver hele tiden ved de to vigtigste personer, og vi får lov at høre hele deres samtale. Det betyder, at vi kan få lov at fokusere på, hvad de to personer taler om. Novellen gør os ikke desorienterede eller forvirrede, og vi har derfor nemmere ved at forstå personerne og novellen.  

Teksten begynder med en præsentation

Novellen begynder med en præsentation af miljøet: ”En lille, gammeldags Dagligstue. Gamle, røde Damaskes-Stole bagte deres udpolstrede Rygge i Solskinnet, der laa helt ind over Værelset. I Vin...