Fortælleteknik

Vi kan beskrive fortælleteknikken i ”Anfægtelser” som filmisk. Vi ser novellens handlinger udefra, og vi har ikke indblik i personernes tanker og følelser. Vi kalder det derfor for en filmisk fortælleteknik, fordi vi som læsere næsten føler, at vi ser en film i vores indre, når vi læser den.

Fortælleren træder ikke tydeligt frem som en person eller karakter. Det er i stedet personernes dialog, der er dominerende i novellen.

Fortælleren er en objektiv tredjepersonsfortæller

Fortælleren er en objektiv tredjepersonsfortæller, der gengiver dialogen mellem Elisabeth og farmoren. Fortælleren har ikke adgang til nogen af personernes tanker i det meste af novellen, og fortælleren virker derfor til at være en flue på væggen, der bare observerer farmoren og Elisabets samtale. Det er typisk for en objektiv fortæller.

Til sidst i novellen får vi måske ganske kort et indblik i farmorens tanker. Der er ikke citationstegn omkring de tanker, hun gør sig omkring økonomien, så vi ved ikke, om hun sidder og mumler, eller om fortælleren i de sidste linjer har indblik i hendes indre følelsesliv. Vi fornemmer også, at fortælleren nogle gange har en holdning til det fortalte, og det går også imod den objektive fortællerrolle. Det ser vi f.eks., da fortælleren kalder en lænestol for en barnestol, og da fortælleren nævner, at farmorens blondekappe er bundet ”sirligt”.  Vi kan sige, at fortælleren hovedsageligt er objektiv.

Virkning

Den objektive tredjepersonsfortæller gør, at vi ser dagligstuen og samtalen udefra. Vi har derfor umiddelbart svært ved at leve os ind i personernes følelsesliv, fordi vi ikke ved, hvad de tænker. Vi hører dog mange af Elisabets inderste tanker fortalt i samtalen med farmoren. Vi ved som læsere bare ikke, om hun holder noget tilbage.

Den objektive fortæller gør, at vi føler, at samtalen mellem farmoren og Elisabet stadig er privat, selvom vi får lov at høre den. Fortælleren lader dem tale frit uden at komme med kommentarer, og det gør samtalen mere realistisk og troværdig. Det gør også, at vi som læsere selv må fortolke deres replikker.

Fortælleren i ”Anfægtelser” er dog kompleks, fordi grænserne mellem objektiv og alvidende ikke helt opretholdes. Til sidst i novellen får vi et kort indblik i farmorens tanker, og fortælleren virker derfor til at være en mere flydende figur i novellen. 

Synsvinklen er kombineret indre og ydre

”Anfægtelser” e...