I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere, fortolke og perspektivere dokumentarfilmen “Blodets bånd”. Dokumentaren er instrueret af Christian Sønderby Jepsen og Pernille Bervald Jørgensen i 2013. Spilletiden er 1 time 23 minutter.
"Blodets bånd" er en dokumentar om Svend Aage, en karismatisk alkoholiker med 16 børn. Filmen fokuserer på tvangsfjernelsen af fire af hans børn. Efter Svend Aage har søgt aktindsigt hos kommunen, afsløres familiens mørke fortid med voldsomt alkoholmisbrug, vold og omsorgssvigt. På trods af de chokerende afsløringer, slutter filmen med en slags forsoning mellem Svend Aage og tre af hans børn.
Du får resumé og arbejdsspørgsmål, som kan give dig en god start på dit arbejde. Så ser vi på de centrale elementer, som det er godt at inddrage i analysen. Til sidst får du hjælp til at fortolke og perspektivere dokumentaren. Du kan også lytte til podcasten, hvor vi går i dybden med analysen af filmen.
Her kan du læse vores generelle råd om brugen af analysehjælp.
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
I filmens indledning virker det, som om vi skal til at se en fortælling om en uretmæssig tvangsfjernelse. Svend Aage bliver iscenesat som den lille mand, der tager kampen op mod et uretfærdigt system, som for tretten år siden flåede hans familie fra hinanden.
Det er nemlig sådan Svend Aage opfatter sig selv i filmens indledning. Han tror fuldt og fast på, at børnene udelukkende blev fjernet på grund af en løgnagtig indberetning fra Gittes niece. Gitte – og resten af familien – understøtter den fortælling:
SVEND AAGE: Jeg har lige ringet. Jeg vil have aktindsigt i alle papirerne fra 1999 til 2011, og jeg tror, du vil holde med mig, at vores børn, de var forkert anbragt, for de manglede altså ingenting. De fik sgu den kærlighed, de skulle have.
GITTE: Jamen, det har jeg jo sagt i mange år.
SVEND AAGE: Ja, men … Du er så bare én af dem, du ved godt, der har opgivet. Jeg kæmper stadigvæk, selvom det er ti år siden.
[17:17-17:45]
Både Gitte og Svend Aage virker urokkelige i deres tro på, at det var en fejl, at kommunen tog deres børn fra dem. Christina husker også sin barndom hos forældrene som kærlig og lykkelig, mens hun husker tvangsfjernelsen som traumatisk. Det har tilsammen den virkning, at vi begynder at tro, at der måske er noget om snakken. Har den lille familie været offer for et forfærdeligt og urimeligt indgreb fra kommunen?
