Genre og komposition

Filmen har træk fra forskellige dokumentartyper

”Blodets bånd” har træk fra flere forskellige dokumentartyper. I mange scener forholder instruktørerne sig som fluer på væggen. De følger efter personerne i deres hverdag og lytter til deres samtaler uden at bryde ind. I de scener minder filmen mest om en observerende dokumentar. 

Filmen har dog også træk fra den dybdeborende dokumentar. Instruktørerne dykker ned i den aktindsigt, som Sved Aage skaffer. De afdækker en historie, som er meget forskellige fra den, som Svend Aage, Gitte og børnene fortæller i filmens begyndelse. Det viser sig, at hele familien kollektivt har fortrængt en masse frygtelige ting, der er sket i børnenes opvækst. Dette spor understøttes flere gange med billeder af Svend Aages TV, hvor der kører en slags kriminalfilm eller -serie.

I et enkelt glimt har filmen også træk fra den poetiske dokumentar. Det er i scenen, hvor Svend Aage danser for kameraet på det omrejsende tivoli. Det er en symbolsk ladet scene, som i en poetisk fortættet form fortæller en masse om, hvordan Svend Aage opfatter sig selv – og hvordan vi ser ham. 

Instruktørernes stemmer kan høres enkelte gange

Instruktørerne holder sig for det meste i baggrunden af filmen. Vi ser dem aldrig på kameraet. Deres tilstedeværelse er antydet i de mange interviewscener, men det er kun sjældent, at vi hører deres spørgsmål. Der er dog særligt ét eksempel på, hvordan Christian Sønderby Jepsen hjælper Svend Aag...