Selvskrevet eventyr: Emilies frygt

Uddrag

Langt borte herfra, der hvor fuglene flyver hen, når det er vinter, boede en konge som havde 3 sønner og en datter, Emilie. Slottet var den smukkeste i verden, ganske og aldeles af fint porcelæn, så kostbart at det meste af slottet var af guld. Aldrig havde man set en sådan kongerige, en hver ville eje dette slot. Alle der gik forbi, var forbavset over denne skønhed at de måtte fortælle det videre. Oh, de børn havde det så godt, og var så lykkelig men således skulle det ikke altid blive. Deres fader, som var konge over hele landet, skule giftes med en ond dronning. Denne dronning elskede nye klæder, at hun brugte en formue på det. Det var ikke kun klæder hun kunne lide, alt hvad der var af diamanter, juveler og guld ejede hun. Hvad hun ikke brød sig om var at dele denne rigdom, og kongens børn ville hun slet ikke dele med. Den onde dronning behandlede de stakkels børn dårligt, sønnerne fik hun til at arbejde på gården, mens stakkels Emilie blev tjener for hende.

En dag da Emilie lige så stille uden at forstyrre nogen legede med sine dukker i stuen, kom dronning pludselig frem. Hun var rasende og hendes øjne glødede rødt som ild af ondskab. Hun råbte og skreg af vrede: ”Din ynkelig, elendige, ussel, hører du ikke at jeg har kaldt på dig tre gange. Næste gang du ikke adlyder mig, for du med mig at bestille,” sagde dronningen i det hun smækkede døren hårdt og forlod stuen. Emilie løb op til sin værelse, og læste en bog om smukke roser. Det var en kold vinter, alting udenfor... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind