”William” er en typisk novelle for Jan Sonnergaards forfatterskab. Den er skrevet i en realistisk stil, og den tematiserer nogle samfundsforhold på en kritisk måde. På de følgende sider uddyber vi følgende analysepunkter:
Novellen begynder in medias res
”William” begynder in medias res. Det vil sige, at vi bliver kastet ind i historien uden videre introduktion. Det ser vi her i de første linjer:
”Ulla klemte min hånd, så op på mig og sagde – Det må du søreme undskylde! – mens hun smilede på den her ironiske måde, hun bruger, når hun føler sig fuldstændig tryg, men alligevel gerne vil have der sker et eller andet”.
Jegfortælleren præsenterer os ikke grundigt for et miljø eller beskriver en person. Han slynger os direkte ind i samtalen mellem jegfortælleren og Ulla. Det gør han ved at indlede med en replik, der efterfølges af en lang, lidt rodet sætning uden punktum. Det giver novellen et hektisk præg fra begyndelsen. Vi får dermed mulighed for at afkode deres ulige, lyststyrede forhold lige fra begyndelsen.
Tekstens første afsnit viser os faktisk alt det, vi siden får bekræftet om deres forhold: Jegfortælleren er mere engageret i forholdet end Ulla, der bare lader til at bruge ham, og jegfortælleren lyver for sig selv om det ved at påstå, at Ulla bare leger træt af ham.
Den pludselige begyndelse har altså den virkning, at vi bliver indviet i problemerne i forholdet mellem jegfortælleren og Ulla med det samme.
