I denne analysehjælp får du hjælp til at analysere digtet ”Verdensborger i Danmark” af Benny Andersen. Digtet er udgivet i digtsamlingen Over adskillige grænser i 1988.
I digtet reflekterer et lyrisk jeg over det at være dansk. Jegets fokus er det præg som fremmede kulturer, sprog og produkter fra over alt i verden har sat på hans danske identitet helt fra barndommen. Digtet er en opfordring til at åbne sig mod verden og se, at det danske ikke eksisterer uafhængigt af resten af verden.
Du får resumé og arbejdsspørgsmål, som kan hjælpe dig godt i gang med digtet. Derefter gennemgår vi de vigtigste dele af analysen, og du får hjælp til fortolkning, tema og budskab.
Du får hjælp til perspektivering til moderniseringen af digtet, som de to rappere Per Vers og Ole Omkvæd har lavet under titlen "Verdensborger.dk".
Du kan også lytte til vores podcast, hvor vi gennemgår både digtet og moderniseringen.
Her kan du læse vores generelle råd om brugen af analysehjælp.
Her har du et uddrag fra analysehjælpen:
"Verdensborger i Danmark" er fortalt af et lyrisk jeg. Det lyriske jeg er en voksen mand, som i de første tre strofer tænker tilbage på sin barndom. Jeget fremhæver, hvordan mange af barndommens centrale minder og erfaringer var afhængige af udenlandske kilder:
Jeg blev konfirmeret i en religion
der stammer fra Mellemøsten
voksede op med H.C. Andersens eventyr
såvel som med Grimms
og 1001 Nat
Det kan godt være, at Danmark er en kristen nation, men det betyder ikke, at kristendommen er dansk. Den stammer tværtimod fra Mellemøsten, bemærker jeget, nok blandt andet for at provokere dem, der er mest kritiske overfor indvandring fra Mellemøsten.
Jegets pointe er, at selvom han er pæredansk, så er han formet af en masse indflydelseskilder fra hele verden. Det lyriske jeg udtrykker altså en tydelig holdning, som bliver eksplicit til sidst i digtet:
Sesam Sesam — luk dig op...
Eller er det mig der er Sesam?
I hvert fald vil jeg lukke mig op?
Her peger det lyriske jeg tilbage på remsen fra eventyret om Ali Baba. I fortællingen åbner ordene en klippehule, der huser en kostbar skat. Men her overvejer det lyriske jeg, om det er ham selv, der bør lukke sig op over for omverdenen.
