Fortælleteknik

“Tårer” er fortalt af en personbunden tredjepersonsfortæller

Fortælleren i Tove Ditlevsens “Tårer” er en tredjepersonsfortæller. Det vil sige, at fortælleren bruger tredjepersonspronominer (han, hun, den, de) til at fortælle om novellens personer. Det ser vi fx her:

Han rødmede til sin store ærgrelse, og alle hans velovervejede argumenter sad fast i halsen på ham. Når hun talte på den måde, jagede hun ham 15 år tilbage i tiden og gjorde ham igen til en forskræmt skoledreng [...]

Tredjepersonsfortælleren i “Tårer” er også personbunden. En personbunden fortæller er en fortæller, der har adgang til én persons bevidsthed (ofte hovedpersonen). Som læsere oplever vi altså novellens begivenheder igennem denne ene person.

Tankereferatet i citatet viser, at fortælleren har adgang til mandens tanker og følelser. Den personbundne fortæller gør, at historien bliver stærkt præget af mandens tanker om og syn på de ting, der sker. Derfor får vi dyb indsigt i, hvem manden er, og hvordan han opfatter sin mor. Indimellem kan det endda være vanskeligt at adskille fortællerens stemma fra mandens: 

Det ser vi fx her: 

Pludseligt og heftig som selvopholdelsesdriften voksede en beslutning frem inde i ham - en kold vilje til endelig engang at rive sig løs fra denne pylrende gamle kvinde, der truede med at ødelægge hele hans tilværelse.

Er det sønnen eller fortælleren, der betragter moren som “pylrende”? Er det sønnen, der allerede på dette tidspunkt har en idé om, at moren vil ødelægge hele hans tilværelse - eller er det fortælleren, der henviser til det, der senere vil ske? Det er ikke til at sige, hvem tankerne og holdningerne tilhører, og fortælleren giver sig med andre ord ikke tydeligt til kende. 

Synsvinklen er indre 

Synsvinklen i “Tårer” er indre. En indre synsvinkel betyder, at vi har adgang til en eller flere personers tanker og følelser. Den indre synsvinkel står i modsætning til den ydre, hvor handling, miljø og personer beskrives uden adgang til tanker og følelser. 

Den personbundne fortæller i “Tårer” har en indre synsvinkel. Fortælleren er bundet til sønnens bevidsthed, så vi har direkte adgang til hans tanker: 

Han bøjede hodet og lod morens smerte strømme ind over sig. Åh, hvor han kendte denne gråd. 

Det samme gælder ikke for moren. Hende kan vi kun se udefra: 

Moren tav. Strikketøjet sank ned i skødet på hende. En nerve dirrede i den ene mundvig. 

Novellen giver os med andre ord s...