Komposition

“Tårer” er bygget op som et lineært handlingsforløb

Handlingen i Tove Ditlevsens “Tårer” skrider frem som et lineært, kronologisk forløb. At forløbet er lineært og kronologisk betyder, at novellens begivenheder er beskrevet i en naturlig rækkefølge. Der er fx ingen spring tilbage i tiden eller væsentlige dele af handlingen, som bliver udeladt. 

Det lineære handlingsforløb giver handlingen et realistisk præg. Den naturlige rækkefølge af begivenhederne gør, at vi som læsere er mere opmærksomme på novellens indhold end på dens form. Der er ikke noget i selve fremstillingen af begivenhederne, der vækker opsigt eller kræver vores opmærksomhed. 

Den indre komposition er cirkulær 

Novellens slutning er lukket og ender uden en forløsning for hovedpersonen. Ved novellens slutning er han i samme utilfredse position som ved dens begyndelse. Derfor kan vi også kalde den indre komposition for cirkulær: Novellen ender indholdsmæssigt samme sted, som den starter.

Novellen er på den måde meget realistisk. I den virkelige verden er det langt fra alle historier, der har en lykkelig slutning. Ikke alle opgør bliver taget, og ikke alle problemer bliver løst. 

Novellen begynder in medias res

Handlingen i “Tårer” begynder in medias res med en replik af moren: 

Du får aldrig den eksamen, sagde moren; siden du har lært Ruth at kende, har du jo overhovedet ikke rørt en bog.

In medias res betyder, at læseren bliver kastet direkte ind i handlingen uden nogen forudgående introduktion. Det er tilfældet i “Tårer”, hvor vi i novellens begyndelse hverken kender “moren”, “Ruth” eller den, moren tale...