Sprog

Sproget er præget af talesprog, fyldord og slang

Novellen er præget af lav sproglig stil med masser af talesprog. Talesproget markeres blandt andet gennem brugen af apostrof som i ”En gang imellem bli’r jeg sådan filosofisk”. Det kan også ses i grammatisk ukorrekte vendinger som: ”Jeg har ikke fortrudt, mig og min hale, vi hører sammen”. Det grammatisk korrekte ville her være ”min hale og jeg hører sammen”.

Teksten er ligesom talesprog domineret af mange fyldord. Det er også et tydeligt talesprogstræk. Her er to gode eksempler:

”Nu gør det faktisk lidt ondt hver gang, når man ligesom har indlevet sig i den døendes situation”

Her er "ligesom" er overflødigt fyldord, som hører til talesprog. Det samme er "jo" i dette eksempel:

”Jeg var jo ved at gå på røven”.

Eksemplet her viser også novellens talesprogstræk med brug af slang og bandeord som i ”drøngode”, ”vildt populære”, ”Så hvornår skulle jeg få tid til at glane på mit eget intetsigende fjæs?” og ”Folk mukker. Det kan jeg sgu godt forstå.”

Den lave sproglige stil giver en fornemmelse af, at man som læser har direkte adgang til fortællerens tanker. Han pludrer uhæmmet løs om, hvordan han oplever verden. Det giver en umiddelbarhed og en autenticitet. 

Med det vidner også om en hovedperson, hvis sprog er formet af overfladiske tv-programmer. Det er i hvert fald ikke raffineret, varieret eller dannet som hos en, der læser meget.

Én passage i novellen er dog virkelig velformuleret og varieret. Det er i begyndelsen, da han genfortæller handlingen i "Livsduel". Det kan være en pointe, at han har et bedre sprog til at beskrive et tv-program ...