Fortælleteknik

Novellen viser sig midtvejs at være fortalt af en jegfortæller

”Rutine” er fortalt af en jegfortæller. Det finder vi dog først ud af, da vi er cirka halvvejs gennem novellen. I begyndelsen ser det nærmere ud, som om novellen er fortalt af en tredjepersonsfortæller:

Hun stiger på bussen. Hun er kortklippet og i anorak. Der er intet opsigtsvækkende ved hende. Hun er bare så almindelig, hun er der bare, som en triviel bevægelse. Hun sætter sig i højre side af bussen, på sidste ledige sæde, mellem alle institutionsbørnene.

En anonym kvinde bliver beskrevet i tredjeperson. Der er ingen antydning af, at fortælleren faktisk er et jeg, der sidder i den samme bus. Allerede den næste sætning viser dog, at der i hvert fald ikke er tale om en alvidende tredjepersonsfortæller:

Hun hedder sikkert Inga.

Formuleringen afslører, at fortælleren ikke ved, at kvinden hedder Inga. Navnet er opdigtet. Fortællerens perspektiv er altså begrænset, men vi ved endnu ikke af hvad. Snart begynder det at virke, som om at fortælleren er personbunden til Inga – hvilket dog virker mærkeligt, når fortælleren ikke engang var sikker på hendes navn. Men afsnit som dette bliver fremstillet, som om de refererer Ingas tanker:

Inga lyner sin anorak op og retter lidt på håret. Hun skæver til den fede dame. Hun ser udmat...