Det lyriske jeg fungerer som en maler i digtet
Stemmen i digtet tilhører et lyrisk jeg. Det ser vi i femte strofe, hvor der tydeligt er et ”jeg”, der taler. Jeget præsenterer sig i denne strofe som maler:
jeg tror paa alle Dyder og Skændsler,
smører dem op med hvad Farver og djærve Pensler,
jeg finder for godt.
Faar jeg blot godt Tag,
jeg fylder et helt Flag
af Lærred med Liv, der virker som raat.
Jeget beskriver her sig selv som en maler, der står ved sit lærred, mens det fantaserer om byen Rio Janeiro. Idéen er altså, at jeget maler byen frem med sine ord. Ordene bliver ligesom penselstrøg på lærredet.
Strofe fem gør dermed, at digtet kan læses forfra med nye øjne: Når vi først ved, at jeget er kunstner, kan vi nemlig læse de første fire strofer som en skabelsesproces, hvor jeget maler et billede af Rio Janeiro.
For eksempel lyder tiende vers i strofe ét: ”Himlen med blå Strøg”. De blå strøg kan forstås på to måder. De kan være en helt konkret beskrivelse af en blå himmel. Men vi kan også læse verset, som om jeget maler en himmel ved at lave blå penselstrøg. Strøgene optræder igen i digtets tredje strofe: ”Og svirpende Pisk og strimede Strøg”. Her kan strøgene være de smalle, parallelle penselstrøg, som jeget må bruge for at male mærkerne, som piskeslagene sætter.
