Komposition og genre

”Rio Janeiro” er et lyrisk digt med fokus på stemningen i en kaotisk storby

Digtet ”Rio Janeiro” af Tom Kristensen fra 1920 er et lyrisk digt. Der er ingen klar fortælling i digtet. Digtet er i stedet et stemningsbillede fra den brasilianske storby Rio de Janeiro. 

Digtet forsøger at gengive stemningen ved at beskrive byen på en udtryksfuld måde med farver og bevægelse. For eksempel hører vi om rødklædte mænd og spraglede kvinder, som bevæger sig rundt i gaderne, på værtshusene og på stranden, og som er intenst optagede af hinanden. Fx ”Men kvinder i gult og i rødt og i blaat / med lilla Baand, der flagrer om Kinden” (str. 1). 

Digtets mange farver og bevægelser skaber en kaotisk stemning i digtet. Der er hele tiden noget nyt at kigge på, og nye mennesker at følge med øjnene. Det giver indtryk af, at byen er uoverskuelig og vild. Desuden skaber den intense tiltrækning mellem kønnene en erotisk spænding, som tilføjer noget farefuldt og ukontrolleret til byens kaos. Det er næsten, som om de er vilde dyr, der er klar til at springe på hinanden, når læseren kigger væk. 

Digtet kan tolkes som et ekspressionistisk programdigt

”Rio Janeiro” har også form som et ekspressionistisk programdigt. Et programdigt er et digt, som udtrykker en holdning til, hvordan kunst skal være. 

Holdningen til kunst i ”Rio Janeiro” kommer til udtryk i digtets femte strofe. Jeget mener, at kunsten skal vise menneskelivets mangfoldighed, uden at skelne mellem hvad der er godt, og hvad der er ondt...