Personkarakteristik

Indbyggerne i Bergamo er kristne mennesker, der mister deres tro

”Pesten i Bergamo” er en atypisk novelle i den forstand, at der ikke er én eller to hovedpersoner. Vi kommer ikke tæt på nogen enkeltpersoner. Novellen handler nemlig mere om den gruppeadfærd, som pesten forårsager i Bergamo, end den handler om det enkelte menneske.

Derfor giver det heller ikke mening at forsøge at karakterisere enkelte personer i novellen. I stedet kan vi dog lave en karakteristik af de to grupper af mennesker, der optræder i novellen – borgerne i Bergamo og korsdragerne. 

Borgerne mister deres tro på, at Gud kan frelse dem fra pesten

Borgerne i Bergamo gennemgår en stor udvikling i løbet af novellen. I begyndelsen reagerer de på pesten i overensstemmelse med deres kristne livssyn. De forsøger at klare epidemien ved at være barmhjertige og næstekærlige. De sørger for, at de døde får en værdig begravelse, og de hjælper de fattige:

Lige i Begyndelsen, da Pesten kom paa, havde Folk sluttet sig sammen i Enighed og Samdrægtighed, havde været paa Vagt efter at Ligene blev ordenlig og godt begravede […]

De udviser fællesskab og tager sig af hinanden. Imens beder de Gud om hjælp og frelse:

[…] fremfor Alting havde Folk søgt til Kirkerne aarle og silde, enkeltvis og i Optog, hver Dag havde de været inde for Gud med deres Bønner, og hver Aften, naar Solen gik i Bjærge, havde alle Kirkernes Klokker raabt klagende imod Himlen fra deres hundrede svingende Svælg. Og Faster var der bleven paabudt og Relikvierne havde hver Dag staaet stillet frem paa Altrene.

Borgerne finder styrken til at hjælpe hinanden i troen på, at Gud i sidste ende vil redde dem fra pesten. I begyndelsen reagerer borgerne i Bergamo altså på pesten som gode kristne: De hjælper hinanden og beder til Gud. 

Borgerne  bliver syndige egoister

Borgerne gennemgår en udvikling, efterhånden som de indser, at deres bønner til Gud ikke hjælper mod pesten. De glemmer helt deres kristne værdier og begynder at opføre sig syndigt:

Og...