Analyse

"Som englene flyver" er på mange måder en typisk novelle fra postmodernismen i 90'erne. Den skildrer en hård og chokerende virkelighed, og den lader det være op til læseren at bedømme søstrenes forskellige liv.

Hovedpersonerne er to søstre, narkomanen Sisse og hendes navnløse storesøster, som lever et almindeligt liv. De optræder samtidigt som novellens jegfortællere. Vi fokuserer på dem og deres forhold til hinanden i vores analyse.

Det primære miljø er Sisses, som vi hører langt mest om. Sisses miljø bliver beskrevet helt forskelligt af hende selv og søsteren. Det afspejler sig i det sprog, de hver især bruger. Det er særligt værd at lægge mærke til novellens brug af billedsprog og paradokser.

Fortælleteknikken er præget af, at der er to fortællere. Fortællingen springer mellem dem og bevæger sig panoramisk fra episode til episode. Kompositionen er derfor fragmenteret, og vi skal som læsere holde styr på, hvem der fortæller, og hvornår handlingen foregår. Novellen er på mange måder klassisk for genren, men bryder ved at foregå over et langt tidsrum.

På de følgende sider får du hjælp til at analysere ”Som englene flyver”. Analysen kan både bruges til mundtlig forberedelse og til en skriftlig opgave. I analysehjælpen folder vi hver pointe ud, så den bliver grundigt forklaret. Det gør vi, fordi vi gerne vil hjælpe dig med at forstå teksten og finde ud af, hvordan vi egentligt gør, når vi analyserer.