Forstå teksten

“Naaede de Færgen?” er skrevet i 1925. Derfor er der brugt en del ord, som ikke længere er så almindelige. Her kan du læse hele novellen. Vi har indsat ordforklaringer til vanskelige ord og udtryk. Ordforklaringerne finder du ved at holde cursoren hen over de ord, der er markeret med en tynd, stiplet linje.

 

NAAEDE DE FÆRGEN?

Johannes V. Jensen (1925)

PAA Landevejen mellem Middelfart og Odense racede en Motorcykle, en Maskine med stor Boring og fri Basunudblæsning, et langt, i alle Regnbuens Farver anløbet Kobberrør liggende bag ud i Stedet for Lydpotte, det gav et dybt Drøn, som et Bombeslag, for hver Eksplosion, naar Motoren gik smaat, men naar Maskinen kom op paa Hastigheder over 60 Kilometer smeltede Eksplosioneme og Tonen fra Røret, hvor Metallet kom i Svingninger, sammen til en høj brølende Node, en Lyd som hensætter andre Vejfarende i hovedrystende Indignation, men som Motorcyklisten elsker som sin egen Livsnerve; som bekendt er der stor Forskel paa at være Offer for øredøvende Støj og saa selv at fremkalde den.

Maskinen var oppe i højt Register hele Tiden, for Vejen fra Middelfart til Odense er bred, lige og banet, og man skulde naa Færgen.

Det var Sophus Hansen, som havde været en rask Tur i Jylland, paa Vej hjem mod København; bag paa Elvira. Da de ikke hed andet i daglig Tale end Sophus og Vira skal de ikke hedde andet heller her. Vira sad med lange spidse Ben nedenud af Støvfrakken og en lille sød Læderhjelm paa Hovedet, lidt højere paa Bagsædet end Sophus, med Hovedet hældet til Siden bag hans Skulder for at se frem, Sophus styrede, bøjet forover og kort i Halsen, støt lurende paa hvad Vejen vilde bringe. Det var en ganske tidlig Sommermorgen, til at begynde med endnu med lidt Taage og kort Synsfelt, saa der skulde passes paa. Fyn laa badet i Dug, med skimlede Haver og Hegn, Vejen let dugslaaet, men ikke nok til at binde Støvet, hist og her var der kørt frisk Sand paa, svigefuldt, Baghjulet fedtede mere end een Gang, der maatte styres og balanceres paa et Haar.

Ikke desto mindre indlod Sophus sig paa en Smule Kapkørsel, naar det var at faa. Lejligheden tilbød sig ikke let, han smurte paa Forhaand fra alt, kun undtagelsesvis kunde han komme op paa Siden af en Motorcykle af hans egne Dimensioner som bød ham Kamp, og det blev da Vejen og udspekuleret Kørsel, samt et Spørgsmaal om hvor meget Gas Modstanderen turde give, der blev det afgørende; Sophus gav Gas i Bunde...

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind