Her får du hjælp til at analysere digtet "Marine". Digtet er skrevet af J.P. Jacobsen i 1875. Vi kommer ind på følgende punkter i analysehjælpen:
Hvis du har brug for mere hjælp til at analysere digtet, kan du bruge vores vejledning til digtanalyse.
Digtets sidst vers bryder med brugen af enderim
Digtet er harmonisk opbygget med sin faste rytme og sine mange enderim. Derfor er det meget overraskende og virkningsfuldt, når digtet slutter med et vers, der ikke rimer, som vi forventer:
Daarende mild,
Hen til sig dragende,
Kjerlighedsklagende
Havfruesang!
Digtet har hidtil bestået af parrim på to eller tre vers. Da ’mild’ ikke rimer på de to vers, der kommer umiddelbart efter, forventer vi, at det i det mindste vil rime på det sidste vers og således danne et såkaldt omsluttende rim.
Vores forventning bliver dog skuffet. ”Havfruesang” rimer ikke på mild – og heller ikke på nogen af de øvrige vers i digtet. Det ellers harmoniske og smukke digt ender på en uforløst tone. Vi sidder ikke tilbage med følelsen af, at alt er faldet på plads. Det sidste vers skærer i ørene.
Det er paradoksalt, fordi havfruesang skal være smuk og dragende, men her får ordet den modsatte virkning.
Det lyriske jeg er fanget i sin egen sproglige konstruktion af virkeligheden
Vi kan tolke det manglende rim i sidste vers som et udtryk for jegfortællerens isolation. Hans drøm om at blive hidkaldt af en kvindes forførende havfruesang klinger disharmonisk – det lyder ikke, som om det umiddelbart kommer til at ske...
