Det store spring fremad (1958-1961)
- Hvad er Det store spring fremad?
- Landbruget blev kollektiviseret og decentraliseret
- Bønderne skulle producere jern
- Landbrugsproduktionen faldt markant
- Hverken industrien eller landbruget levede op til målsætningerne
- Det store spring fremad førte til en stor og hemmelig hungersnød
- Mao mistede en del af sin magt i KKP efter Det store spring fremad
Hvad er Det store spring fremad?
Det store spring fremad var en blandt Mao Zedongs mange politiske kampagner. Det store spring fremad skulle forbedre Kinas landbrugs- og industriproduktion og vise, at Kina kunne klare sig selv. Mao ønskede, at Kina skulle kunne måle sig med såvel Sovjetunionen som Vesten. Derfor skulle udviklingen inden for landbruget og industrien gå hurtigt, så Kina kunne skabe økonomisk vækst og højne kinesernes levestandard. Det store spring fremad var en stor fiasko: både landbrugs- og industriproduktionen faldt, og 20-45 millioner mennesker døde i løbet af kampagnen.
Landbruget blev kollektiviseret og decentraliseret
Mange kinesiske bønder havde for første gang fået deres egen jord i forbindelse med jordreformerne efter udråbelsen af Folkerepublikken Kina i 1949. Landbrugsproduktionen i de følgende år var dog ikke steget så meget, som KKP havde forventet. Landbrugsjorden blev derfor kollektiviseret og decentraliseret. Det betød, at det var de lokale KKP-afdelinger, der havde ansvaret for, at de kollektiviserede landbrug levede op til de målsætninger, som kom fra Mao og den centrale KKP-ledelse.
Bønderne skulle producere jern
De kinesiske bønder i skulle ikke kun dyrke jorden, de skulle også producere jern. Tanken var, at kollektiviseringen gjorde arbejdskraften mere effektiv, og dermed kunne bønderne også producere jern i nogle små smelteovne. Bønderne blev opfordret til at bruge det jern, de nu havde, fx metalredskaber, cykler, gryder og andet gammelt jern.
Hverken bø...