Dynastierne (indtil 1911)

Her kan du læse et uddrag fra vores overbliksside om de kinesiske dynastier: 

Han-dynastiet (ca. 206 f.v.t. - 220)

Han-dynastiet overtog magten umiddelbart efter Qin-dynastiets fald i 2. Man siger, at Han-dynastiet var Kinas første guldalder med stor teknologisk og kulturel udvikling. Han-dynastiet fordoblede Kinas areal og havde gode handelsforbindelser i Asien, Mellemøsten og Romerriget. Kina var altså ikke lukket om sig selv i denne periode. 

Kinas største etniske gruppe er kineserne, som i dag udgør omkring 92% af den kinesiske befolkning. Kineserne kalder sig selv Han-kinesere, og det er det samme Han som i Han-dynastiet og i det kinesiske ord for det kinesiske skriftsprog Hanzi, som betyder Han-skrifttegn. Brugen af Han er et eksempel på, hvordan Kinas lange historie stadig er aktuel for moderne kinesere. 

Tang-dynastiet (ca. 618-907)

Tang-dynastiet kom til magten i 618 og lignede på mange måder Han-dynastiet. Tang-dynastiet var endnu en kulturel guldalder med stor udvikling inden for blandt andet bogtrykkerkunsten, som betød, at det blev nemmere at udbrede den kinesiske kultur. Tang-dynastiet var desuden kendt for sin åbenhed og tolerance over for fremmede kulturer og ideer, som blandt andet kom ind i Kina gennem Silkevejen. 

Tang-dynastiet lignede også Han-dynastiet i forhold til historie: 

• Før Han-dynastiets opståen var der først over 500 år med borgerkrige og derefter et kortvarigt, men meget stærkt dynasti, Qin-dynastiet, som samlede Kina til et kejserrige. Han-dynastiet kunne herefter holde roen og udvikle samfundet i næsten 400 år.
• Før Tang-dynastiets opståen var der over 300 år med borgerkrige fulgt af Sui-dynastiet, som kun var ved magten i 37 år, men til gengæld formåede at samle kejserriget Kina igen. Tang-dynastiet kunne herefter bygge videre på Sui-dynastiets fundament og videreudvikle både det kinesiske samfund og den kinesiske kultur.

Tang-dynastiet mistede sin åbenhed og tolerance i takt med, at dynastiet blev svækket af interne magtkampe mellem magthaverne og væbnede oprør i befolkningen. Denne udvikling startede cirka i midten af dynastiet, og magtkampene og de væbnede oprør fortsatte selv efter Tang-dynastiets fald omkring 907.