Sprog

Sproget i "Hvem er Antonia?" er præget af jegfortælleren. Vi analyserer, hvordan jegfortællerens sprogbrug giver læseren et indtryk af hans mentale tilstand. Vi kommer også ind på, at den sproglige stil er høj.

Derudover kigger vi på, hvorfor der ikke er meget billedsprog i novellen, og vi analyserer, hvordan titlen "Hvem er Antonia?” har særlig betydning.

Fortællerens sprogbrug antyder hans mentale tilstand

Fortælleren i ”Hvem er Antonia?” virker umiddelbart til at have kontrol over sine følelser og sit sprog. Hans sprog afslører dog flere steder, at der måske under overfladen gemmer sig nogle problemer. Fortælleren beder fx som noget af det første i novellen pastoren om at tro på, at han ikke er sindssyg: ”Jeg beder Dem tro på, at jeg ikke er sindssyg. Det er ikke min mentale balance, der er noget i vejen med”.

Vi har ingen grund til at tro, at fortælleren skulle være sindssyg, men han nævner det selv flere gange på få linjer i citatet. Han virker desperat, fordi han i så høj grad insisterer på, at han ikke er sindssyg. Det gør os opmærksomme på, at det måske alligevel kunne være tilfældet

Fortælleren modsiger også sig selv flere gange i novellen i sit forsøg på at lyde, som om han er i kontrol. Han siger fx ”Jeg forstod selvfølgelig, at der måtte være tale om en misforståelse. Alligevel blev tanken ved med at bore i mig”. Han tror netop ikke på, at det er en misforståelse, hvis tanken bliver ved med at fylde. Han forsøger at give læseren indtryk af, at han er helt normal, men det mislykkes, fordi hans sprog bliver modsætningsfyldt og overdrevet.

Vi kan derfor sige, at fortællerens sprog afslører, at han ikke har den mentale balance, som han ellers påstår at have. Vi bliver usikre på, om han er en pålidelig fortæller, når han ikke virker til helt selv at vide, hvad han egentligt siger. Hans sprog afslører, at han ikke har kontrol over situationen eller fortællingen.

Den sproglige stil er høj

Den sproglige stil i ”Hvem er Antonia?” er høj. Det betyder, at der er brugt gamle ord og fremmedord, der gør teksten sværere at læse. Det betyder også, at tonen i novellen er formel og distanceret. Vi kan bl.a. se den høje stil i fortællerens ordvalg. Han fortæller, at han...