Fortælleteknik
Fortælleteknikken i "Hvem er Antonia?" er knyttet til i novellen. Vi fokuserer på, hvordan jegfortælleren og den indre synsvinkel virker, og vi gennemgår, hvordan der er bagudsyn i novellen. Vi kigger også på, at fremstillingsformen både er panoramisk og scenisk og på brugen af direkte tale.
Fortælleren er en jegfortæller
Fortælleren er en førstepersonsfortæller i ”Hvem er Antonia?”. Det kan vi se, fordi fortælleren træder tydeligt frem flere gange i novellen som et ’jeg’ og bruger stedord som ”mig” og ”min/mit”. Jegfortælleren er selv en del af handlingen, og han fungerer også som skribent af brevet.
En jegfortæller har ofte et begrænset perspektiv. Vi hører fortællerens subjektive blik på begivenhederne, men vi får fx ikke lov at se ægteskabet fra Antonias side. Vi kan derfor kun forestille os Antonias liv på baggrund af de ting, fortælleren selv lærer om hende.
En jegfortæller kan også være utroværdig. Det betyder, at vi som læsere sætter spørgsmålstegn ved fortællerens pålidelighed og troværdighed. Vi får indtryk af, at fortælleren ikke altid virker lige troværdig i novellen. Han virker til at lyve overfor sig selv, når han fx ikke vil indse, at Antonia er død.
Han virker heller ikke til at kunne se sine egne fejl og mangler, og vi er som læsere derfor nødt til at være kritiske overfor det fortalte. Han nævner fx, at datteren følte, at begravelsen var tom, fordi der ikke var flere mennesker. ”Jeg forstod hende ikke”, bemærker fortælleren. Vi forstår godt, hvorfor datteren føler sådan, og vi må derfor indsætte vores egen fortolkning, der hvor fortællerens mangler.
Vi ved ikke, hvem jegfortælleren egentlig er i ”Hvem er Antonia?”. Novellen er underskrevet med ”(…)”. Vi kender navnet på pastoren og Antonia, men ikke på fortælleren selv. Fraværet af et navn gør både fortælleren mere nærværende og distanceret.
Han er mere nærværende, fordi vi kan sætte hvem som helst ind i pladsen som (…). Det gør, at vi måske lettere identificerer os med fortælleren. Vi kan også sige, at vi lettere kan indsætte en genkendelig figur i fortællerrollen. Den står åben for os, fordi der ikke er et navn.
Vi kan på den anden side også sige, at fraværet af et navn distanc...
