Personkarakteristik

De to vigtigste personer i ”Hvem er Antonia? er fortælleren og hans kone Antonia.  Vi vil derfor fokusere på dem i denne personkarakteristik, hvor vi bl.a. kigger på deres ulige forhold og ser på, hvordan sproget skaber en negativ fremstilling af fortælleren.

Fortællerens tanker og handlemåde viser, at han er selvcentreret

Vi ser, at fortælleren er selvcentreret i ”Hvem er Antonia?”, fordi han ikke har tænkt på Antonia og hendes liv. Han bemærker fx, at han og deres voksne børn har været optagede af arbejde, karrierer og kontakter, ”der ikke omfattede hende”. Det virker, som om fortælleren slet ikke har overvejet, at Antonia kunne have haft sit eget liv ved siden af.

Fortælleren kan heller ikke forstå, hvorfor Antonia får forsendelsen med champagne og buketten. Han bliver grebet af en mærkelig følelse, men han kommenterer ikke på, hvad det egentlig er, som han føler. Vi får indtryk af, at han er jaloux. Han virker dog ikke til at indse det selv, måske fordi han igen ikke kan forestille sig, at Antonia skulle have haft andre tætte kontakter end ham. Han kan ikke forstå, at han ikke har været omdrejningspunktet i hendes liv.

Han får også hendes død til at handle om ham. Han omtaler Antonias død som ”min situation”, da han bliver afvist at få mere information om forsendelsen af blomsterhandleren i telefonen. Det viser os, hvor hans fokus ligger. Han er mere fokuseret på sine egne problemer i forbindelse med hendes død end det faktum, at hun faktisk er død.

Antonias begravelse bliver også afholdt, som han ønsker det, og han forstår ikke, hvorfor datteren bliver vred over det. Han kan ikke se udover sine egne behov, og det er karakteristisk for en selvoptaget og selvcentreret person.

Fortælleren tror til sidst i novellen, at Antonia er en ånd, der måske nu er hos pastoren. Vi kan også se denne tanke som et udtryk for, at han er selvcentreret. Fortælleren tror, at Antonia har iscenesat alt det, der er hændt ham siden hendes død. Han forstår ikke, at Antonia måske har optrådt som en ånd, fordi hun selv har skullet opnå noget.

Vi får indtryk af, at fortælleren ikke kan acceptere de ting, han har lært om Antonia. Han vil ikke acceptere, at hun har kunnet fungere selvstændigt uden ham. Han vil heller ikke acceptere, at hun måske er tilbage som en ånd for endelig at få opmærksomhed af ham. Han vender historien om og får den til at handle om ham selv i stedet.

Antonias begravelse viser, at hun har levet et andet liv, end fortælleren troede

Antonias begravelse fortæller læseren, at hun levede et andet liv, end fortælleren troede. Fortælleren vidste fx ikke, at Antonia ønskede sig ”en festlig begravelse med lys og blomster og mange mennesker”. Han nægter at tro på det, da datteren fortæller det. Fortælleren går derfor imod Antonias ønske ved kun at invitere de nærmeste til begravelsen.

Der dukker dog mange mennesker op og det endda i spraglet tøj. Fortælleren bliver så forvirret over dette, at han siger ”De må vist være gået forkert” til én af gæsterne. Gæsterne er åbenbart slet ikke den slags mennesker, som fortælleren troede, Antonia ville ses med. Antonia virker bl.a. derfor til at have levet et liv, som fortælleren slet ikke har kendt til.  

Fortælleren vidste heller ikke, at Antonia og datteren var tæt knyttet. Datteren og Antonia virker til at have været ret tætte, fordi de bl.a. har diskuteret Antonias begravelse. Det virker mærkeligt, at fortælleren ikke kender til et forhold, der eksisterer mellem to af hans nærmeste familiemedlemmer.

Vi får også indtryk af, at Antonia har været i kontakt med flere mænd, uden at fortælleren har vidst det. Fortælleren virker flere gange jaloux, selvom han ikke kommenterer på følelsen. Han bemærker bl.a., at der er mange mænd til begravelsen: ”Der var adskillige stærkt sminkede kvinder i spraglede kjoler og frakker, men fles...