Analyse

”En Vandringsmand” er en typisk novelle fra det moderne gennembrud. Det betyder, at den skildrer en realistisk virkelighed og er kritisk over for denne virkelighed. Novellen forholder sig til samfundet på den tid, teksten er skrevet, og den sætter problemer under debat.

Der optræder ganske få personer i “En Vandringsmand”. Vi møder novellens hovedperson, vandringsmanden, som er en parodi på vandringsmanden som figur i romantikkens litteratur og kunst. I analysen fokuserer vi på vandringsmandens udvikling og på forholdet mellem ham og Else og Kathrine.

Beskrivelserne af det fysiske og det sociale miljø i “En Vandringsmand” er kendetegnet ved fattigdom og barske levevilkår. Vi beskriver, hvordan kontrasterne i det fysiske afspejler kontrasterne i det sociale miljø.

Sproget afspejler det landlige 1800-talsmiljø, og der benyttes både høj og lav sproglig stil. Novellen benytter sig også meget af billedsprog i præsentationen, og brugen af billedsprog viser vandringsmandens kritiske blik på fortiden.

Fortælleteknikken gør, at vi får den samme oplevelse som vandringsmanden af, at Else og Kathrine er fremmede, og at deres miljø er en ukendt verden, som vi udforsker. Novellen er fortalt med en ironisk fortællestil, som fremstiller vandringsmandens verdensbillede som naivt.

Kompositionen er lineær og fører os skridt for skridt gennem historien. Fortællingens vendepunkt er, da vandringsmanden beslutter at gå ind i Elses hus, da det har betydning for hovedpersonens og handlingens udvikling.

Novellen er på mange måder klassisk for genren, og den overdriver novellegenrens kendetegn ved at have et meget markant vendepunkt.

På de følgende sider får du hjælp til at analysere ”En Vandringsmand”. Analysen kan både bruges til mundtlig forberedelse og til en skriftlig opgave. I analysehjælpen vil vi hjælpe dig med at forstå teksten. Derfor folder vi hver enkelt analysepointe ud og forklarer den grundigt. Det kan også være en hjælp til at finde ud af, hvordan vi egentligt gør, når vi analyserer.

Se også vores vejledning til novelleanalyse:

Novelleanalyse

Denne analysemodel til noveller er tænkt som en hjælp til dig, der skal analysere en novelle i dansk. Den kan bruges som inspiration til alle typer af noveller, og den er god, uanset om du skal skrive opgave eller skal til eksamen.