Sprog

Den sproglige stil i “En Vandringsmand” er både høj og lav. Novellen benytter sig meget af billedsprog i præsentationen, som viser vandringsmandens kritiske blik på fortiden. Titlen “En Vandringsmand” er en reference til en stereotyp karakter fra den litterære periode, vi kalder romantikken.

Den sproglige stil er både høj og lav

I “En Vandringsmand” er den sproglige stil både høj og lav. En høj sproglig stil betyder, at sætningerne er lange og indeholder ord og vendinger, der ligger langt væk fra almindeligt talesprog. Lav sproglig stil betyder, at sætningerne er forholdsvis korte og enkle, at ordene er hverdagsprægede, og at der optræder talesprog og dialekt.

I “En Vandringsmand” er stilen høj i begyndelsen, når fortælleren gengiver vandringsmandens forestillinger. Beskrivelserne indeholder meget billedsprog, og sætningerne er lange:

Og paa en saadan taaget Februardag, hvor en sortblaa Snehimmel hang som en Trusel over Jorden, hvilede der virkelig noget af Valpladsens storladne Tungsind over de vinternøgne Tomter med deres lange Stendiger og enlige Hybentorne.

Den sproglige stil skifter til lav, da vandringsmanden møder Kathrine:

Konen, der havde et stort to-tre Aars Barn paa Armen, skreg af al sin Magt gennem den tunge, stødvise Vind: «Vil han snakke med no'en?» Tonen var saa vredladen, at han blev...