På de næste sider får du hjælp til at analysere ”Gartneren og herskabet”. Eventyret er skrevet af H.C. Andersen og udkom i 1872 i Eventyr.
Hvis du vil arbejde videre med analysen på egen hånd, kan du have god gavn af vores vejledning til analyse af H.C. Andersens eventyr:
Larsen har blik for skønheden i det simple og lokale
Herskabets smag er styret af snobberi. Frugterne smager bedre, når de er serveret hos finere venner, selvom de kommer fra deres egen have. De istemmer rosen af Larsens frugter, når han bliver anerkendt af fornemme folk, men deres respekt er kun overfladisk. De har slet ikke evnerne til at fatte, hvor genial Larsen egentlig er.
Larsens særlige evne bliver tydeligst udtrykt af den prinsesse, der bliver betaget af den blå blomst, som han har sat i herskabets stue. Herskabet tror latterligt, at det er en lotusblomst fra Indien, men det viser sig at være en simpel artiskokblomst.
Det snobbede herskab føler sig snydt, fordi de har beundret noget så simpelt og almindeligt. Men prinsessen forstår at sætte pris på Larsens evner:
”Han har jo lukket vore øjne op for en pragtblomst, vi slet ikke lagde mærke til, han har vist os dejligheden der, hvor vi ikke faldt på at søge den! Slotsgartneren skal hver dag, så længe artiskokkerne har blomst, bringe mig én op i min stue!”
Prinsessen er raffineret og begavet nok til at erkende Larsens kunst – modsat det snobbede, overfladiske herskab. Larsens særlige evne kommer også til udtryk til sidst i eventyr, hvor han beplanter den gamle have med særligt danske planter og blomster. Han viser skønheden i det jævne danske, som mange i deres snobberi har en tendens til at overse.
