Fortælleteknik

Reportagen er fortalt af en jegfortæller

”Fattigliv” er fortalt af en jegfortæller. Det er typisk for reportagegenren, hvor en journalist tager ud i verden for at beskrive og opleve sit emne på første hånd. Fortælleren skjuler sig ikke, som det er normen i mere traditionel nyhedsjournalistik, der forsøger at fremstå neutral, objektiv og nøgtern. 

Perspektivet er subjektivt

Tværtimod er jegfortællerens stemninger, sansninger og holdninger en væsentlig og tydelig del af ”Fattigliv” – selvom han flere gange understreger, at hans sprog ikke kan leve op til de voldsomme indtryk, han fik. Jegfortælleren beskriver bl.a., hvordan lugten i en af lejlighederne påvirker ham voldsomt:

Det var luften, som jog mig tilbage. Man smagte den væmmelighed. Det var en stank af syges uddunstninger, af fordærvet føde, af snavs; man måtte være født i denne luft for at kunne ånde den.

Jegfortælleren beskriver sine indtryk i et sanseligt sprog. Det gør det lettere for at leve os ind i situationen og forestille os, hvordan det føles at være til stede i de faldefærdige hjem. 

Fortælleren har klare synspunkter

Jegfortællerens subjektive perspektiv fylder endnu mere i ”Fattigliv” end i den gennemsnitlige reportage. Jegfortælleren nøjes nemlig ikke med at beskrive sine indtryk, sansninger og stemninger. Han udtrykker også en holdning til det, han oplever:

At sulte er deres lidelse – at mætte sig er deres livs nydelse. De simplificerer livet. Men just derved kunne vi ved at mætte dem på en enkelt dag gøre dem lykkeligere en enkelt time – lykkeligere måske, end vi selv er det, vi, som giver.

”Fattigliv” er altså meget langt fra den traditionelle journalistik, der stræ...