Forstå teksten

Herman Bangs reportage ”Fattigliv” er skrevet for mere end 100 år siden. Derfor indeholder den ord og udtryk, som kan være vanskelige at forstå for en nutidig læser. Herunder finder du hele teksten, hvor vi har indsat forklaringer på vanskelige ord og udtryk, samt supplerende baggrundsinformationer, som letter forståelsen af teksten. Efter afsnittene finder du en boks, hvor vi kort samler op på afsnittets indhold.

Nationaltidende 19.02.1880:

Fattigliv

Af Herman Bang

Vi gik over en gammel svalegang, gulvet var skrøbeligt, sa brædderne gyngede under os. Vi måtte bøje hovederne og halvvejs kravle: på noget gammelt sejlgarn var der hængt grå klude til tørring. De spærrede passagen.

Fra begge sidelængers vinduer stirrede bag de skidne ruder kvinde- og børneansigter pa os med dette halvt sky, halvt grådige blik, med hvilket elendigheden ser, og som havde forfulgt os fra hundreder af ansigter på hele denne forfærdelige vandring.

"De vasker til jul," sagde politimanden, han bøjede ind under nogle sammenflikkede pjalter, man her ville kalde et skørt.

Vi faldt ned ad et par trin inde i nogle kringelkroges mørke, nåede trappen, en besynderlig stige, der gar ud og ind med slidte, klæbrige trin; på hver afsats en stolpe, gråskiden, fugtig næsten, som alt i disse huse; sat der til afviser for dem, der i mørke styrter ned ad denne stige uden rækværk.

"Her må være svært at entre op, nar de er fulde," sagde H., den tredie i selskabet.

"Derfor falder de også ned."

Vi entrede ned ad trinene, ud gennem en smøge, hvor rendestenen besværliggør passagen. "Om sommeren stinker her slemt," siger politimanden.

"Det værste må da være at få dem ud, når de er døde," siger H., han måler smøgen ved at udstrække den ene arm.

"Ah, de kommer i kisten hernede ..."

"Nå ... åh ... ja, det kan jeg forstå."

Vi stod pa gaden. Politimanden tog notesbogen op og læste. "Så til de næste," sagde han. Vi fulgte begge i tavshed. Han fortalte. Og hvad han fortalte var "interiører", skræmmende sam husene. Jeg hørte og hørte ikke: hans fortællinger var som et utydeligt, halvhørt akkompagnement til min lammede tanke. Vi var gået gaden ned, da jeg vækkedes af tavsheden: han var holdt op med at fortælle.

Jeg følte mit hoved tomt, som når man vågner af en besvimelse, lagde mærke til, at H., som gik pa den anden side af politimanden, fløjtede en vals. Men da jeg så hen på hans ansigt, der var gråblegt trods vinterdagens kulde, der giver farve, sa jeg, at hans fløjten vist dækkede det samme, som min tavshed: skræk.

Politimanden begyndte igen.

"Nu har vi kun fire-fem tilbage", sagde han. Han så op og standsede, vi var kommet til hjørnet. ,Men ... De er maske allerede træt, De ser lidt blegnæbet ..."

Jeg svarede ikke, H. mumlede noget om, at det jo var noget uvant.

"Det forstår jeg så godt. Selv vi gamle kan blive underlige på de besøg - helst når det er noget mørkere i vejret. For De har jo set det i solskin."

"I solskin?"

"Ja, tænk Dem nu, når det regner, så er det jo nat hele dagen i de huller - så raver elendigheden rundt og falder over sine egne ben i skumringen..."

Jeg forstod ham, og i et eneste nu havde jeg set alle disse billeder, som formløse dæmrede i mine tanker, endnu trøstesløsere, endnu mørkere, i regndages slud, i tågedages skumring. Elendigheden, der raver om i mørke og falder over sine egne ben.

"Gud ske lov," sagde jeg ... "at det var solskin" ... Sa skiltes vi der pa hjørnet.

H. og jeg drev ned ad et par smågader, bøjede ud på Østergade. Det var spadseretid. Her gav kulden farve, rødme over runde kinder, spændstighed til skikkelser, der er i ilsom fart, fordi man må holde varmen. Langs butikkerne sås i flok juleugens skuelystne, begge fortove var fyldte. Damer i stramme kåber med smilende ansigter, dukkende frem af pelskraver bag tyllsslør, herrer i skind og herrer i kapper. Og over scenen decemberdagens sol.

Jeg stirrede på ansigterne, på farverne i de skiftende dragter, på lykken i alle disse smil. Det var, som vågnede man af en drøm, af en tung slummer. Men ved sin opvågnen følte man sig uvant og fremmed.

Vi talte ikke, hverken H. eller jeg. Vi stod et øjeblik nede ved "Hesten". Han ligesom rystede sig: "Farvel du", sagde han.

"Farvel."

"Hør, ved du hvad - jeg går ind og tager en bøf. Jeg er så underlig - sådan tom, ligesom når jeg har været til begravelse."

Han gav mig hånden og slentrede over mod d'Angleterre. Men endnu i går, da jeg mødte ham, sagde han:

"Nej, hør - det er sidste gang, jeg skal med politiet ... jeg har skam ikke forvundet det endnu."

"Nej - det var jo ikke rart."

"Og så kan man lige sa godt lade være med at se det," sagde han: "Det bliver jo ikke bedre for det."

"Ikke meget - nej!"

"Man kan lige så godt lade være med at se det," sagde H. Måske, thi det er ikke morsomt: når man har set, hvad vi tre så hin dag, ved man jo, hvordan elendigheden ser ud, og dens ansigt er skræmmende. Ikke morsomt, thi har man en gang set dette forfærdelige ansigt, glemmer man det ikke så snart, og der kan maske gå måneder, hvor man forbinder en virkelig tanke med ord som nød og nødlidenhed, sult og hunger, hvor hvert bogstav i disse ord er et ansigt, der svider vort minde, hver lyd en dissonans, som piner vort øre; hvor vi er lidt mindre tankeløse, end vi plejer - og tankeløshed er en lykke.

Måske er det fremdeles, når man har set det, bedst at tie stille med, hvad man så, det nytter ikke at tale, og man får ingen tak, hvis man gør det. Hvad man har set, er det utrolige, og selv om en mester - pa samme tid den sandeste menneskeven og mindst af alt sentimental - skildrer dette utrolige, mødes han af vantro, endsige en af os...

Og siden al den elendighed, vi så på hin vandring, nu en gang er uundgåelig for dette lykkelige samfund, hvorfor da tale om den, når ingen vil tro, og ingen vil takke? Hvem beder derom? Ønsker vel nogen at skræmmes ved at stirre pa dødens ansigt? Næppe.

Når jeg i dag alligevel fortæller Dem noget fra disse besøg, da er det ikke for at pirre Dem, ikke for at lege med klædet, lagt over den dødes træk, og for at løfte en flig, som jeg igen letfærdig som i leg lader falde. Dette er mig ikke letfærdighed.

Men disse mennesker sulter. Derfor vil jeg tale, og jeg vil bede det store samfund, i hvilket disse elendige til daglig må føle sulten, være barmhjertigt og mætte dem en eneste dag.

Til dette mål beder jeg ikke de høje muser, som vist har travlt med at danse med gratierne pa olympen, men erindringen står mig bi, så jeg kan fortælle lidt af, hvad jeg så, og kun dette. Her kan ikke overdrives, her kan næppe males. Thi hvad jeg så, var uden farver; den, som skal fortælle, står uden ord.

Vi, som skriver, er alt for letsindige: Hvorfor leger vi vel så ofte med ordene, leger letfærdigt med lyd som sult og elendighed for så, når vi endelig en gang står overfor elendighedens nøgenhed, at være tomme på ord og rådløse på billeder?

Derfor må De lægge den dybere tone, alvorsklangen i de gamle ord, thi jeg kan ikke skabe et nyt sprog for at fortælle alt dette forfærdelige. Og endnu et. Sig ikke, at hvad der fortælles, er overdrivelse: hvad vi så, vil være værre end alle ord, selv om fantasien giver dem farve, og hvis læserne dækker sig bag påskud om overdrivelse, søger de et skalkeskjul.

Altså det første hus.

Gården var en smøge. Pa den ene side en rønne, man tog for et skur, et forfaldent bindingsværks skrumpel, hvis døre var skæve, utætte, vinduerne overklistrede med papir, ituslagne ruder stoppede med klude.

Disse klude forbavsede mig i forbigangen. Men måske var der et værksted i skuret.

Pa den anden side en huslænge med en høj kælder. Fem døre med trappestiger op til stuen. De frøs, de fem stiger, som førte op til denne barhed. Og selve huset frøs også i sin faldefærdighed og ligesom skruttede sig sammen.

"Her", sagde politimanden, "den anden trappe. Her er rart."

Vi bankede på i stuen, der svaredes ikke. Politimanden tog i døren, åbnede den. Det var køkkenet, vi kom ind i. Et lille rum med et forladt ildsted; man undredes over, at det kunne være så tilrøget, siden det dog på samme tid var så forladt. Et bord under et skident vindue, et bord, hvor vådt snavs, vådt, koldt snavs var blevet tørt og nu lå over brædderne som en grå skimmel ligesom støv faldet over dette køkkens forladthed. På hylden over døren to urtepotter.

H. åbnede skabet under bordet. Jeg ved ikke, om den masse, han tog frem, muligt en gang har været et af fattigvæsenets brød.

Ellers intet.

Men hvorledes male Dem kulden i dette rum, hvorledes barheden, tomheden? Det var sultens tilberedningssted, dette rum.

Bag ved lå stuen. Stil op fire vægge, hvis nøgenhed er kold og skiden, læg i fantasien et gulv så snavset som bordet i det bare køkken. Fyld dette rum, hvis loft er revnet, så det regner ned, med "fattiglugtens" stinkende fugtighed, og De vil vide, hvordan dette værelse så ud.

I et hjørne stod en seng med nogle bylter af klude, en grå, farveløs masse, pjalter af noget, som en gang har været tæpper og klædningsstykker; på gulvet to stole, rørstole med gennembrudte sæder. På en knage ved døren hang et skørt. Pantelåneren ville have givet det tilbage med et hovedrystende smil. Men det var vel derfor, det hang her.

Således så her ud. På gulvet lå indpakket i et gråt sjal det yngste barn. To andre krøb skrålende sammen bag døren. Jeg ved ikke, om de skjulte sig, fordi de var nøgne, men rimeligt er det næppe, de vidste vel ikke stort af, hvad det ville sige at have pjalter på, som kunne dække.

Politimanden trak det ene barn frem. Det var skrækkelig magert, denne rystende magerhed hos børn, der sulter. Kinderne indfaldne, blåagtige; øjnene store, men helt inde i hovedet, sløve. Blikket var ængstet, ældre end dets år. Sult giver børn en egen gammelklogskab i udtrykket.

Og skindet - bronzegult hos dem alle - der var trukket over disse tynde knogler, var dækket med sår. Der var sår på ben og arme, væmmelige, opbrudte sår om næsen.

"Sult," sagde politimanden. "De sulter."

"Jeg vidste ikke, det så sådan ud," sagde jeg. Og der må have været noget som en gysen i tonen, thi vor fører så op.

"Disse er de lykkeligste," sagde han.

Han slap barnets arm og vendte sig for at gå. Og vi stod allerede på gangen.

Der hang et reb ned fra loftet. Værtens menneskekærlighed havde hængt det op for at spare livet for dem, som betalte 10 kroner månedlig for kvistetagen, og som skulle op ad denne stige. Trinene gyngede lidt.

Der var helt mørkt deroppe. Politimanden ravede lidt, stødte pa noget træ, bankede. Indefra hørte man en grynten. Sa åbnede vi en dør, nogle sammenslåede brædder, og kom ind. Jeg fór lidt tilbage.

"Behøver vi at gå ind?" spurgte jeg.

Det var luften, som jog mig tilbage. Man smagte den væmmelighed. Det var en stank af syges uddunstninger, af fordærvet føde, af snavs; man måtte være født i denne luft for at kunne ånde den.

Når man havde vænnet sig til mørket, sa man i skumringen et bord med en uendelighed af skår, ituhugne urtepotter, ubestemmelige stumper, og i alle disse redskaber halvrådne levninger af nødens måltider.

Det var disse levninger, som stank.

Ved vinduet stod en kommode, skufferne var trukket ud, de var overfyldte med pjalter, klude, ubestemmelige rester, dyppede i snavs.

Sengens dyner var plyndrede af sulten, tilbage lå der noget ubegribeligt stof, opløste levninger af halm ...

Men hvorfor er alle ord dog misbrugte, så intet udtryk kan fortælle Dem, hvor forfærdelig denne byldebesatte nøgenhed var, intet udtryk male Dem denne kommodes stinkende indhold, dette bords elendige svineri?

Der var ikke en plet på dette gulv, der ikke var blevet til en mødding af pjalter og skarn, ikke en plet. I væggene var der huller, utøjkolonier.

Midt på gulvet lå som Job et halvvoksent menneske. Han var en enkes eneste søn og idiot. Han fik noget af idiotens Skt. Veitsdans' bevægelser, da han så os, denne krampagtige latterrysten, hvormed idioter fjollet griner imod os. Han rejste sig halvt og talte - utydeligt lallende som drukne, der ikke kan få mundvigene rigtig op.

Alt, hvad han havde over sig, var et gammelt skørt.

Idioten blev ved med sin mumlende grinen, han ravede og rodede imellem gulvets skår. Som om elendigheden havde taget en græsselig sprællemands skikkelse og gjorde grimasser ad sig selv...

Vi ville ikke se mere i dette hus, ville ikke. "Lidt endnu," sagde politimanden, og efter at vi var entrede ned ad trappen, åbnede han døren til skuret. Der boede mennesker i dette skur.

Jeg fortæller Dem ikke, hvordan der så ud. Beboerne, der taler samme sprog som vi, ville kalde det ubestemmelige bohave for borde, senge og stole, jeg ved intet navn for sådanne af skimmel og fugtighed, af snavs og urenlighedens stank gennemtrukne rester.

Lejer, hvor stinkende dyner dækkede noget vådt halm, borde, der kun blev stående, så længe de støttede sig til vægge, faldefærdige som bordene. Det var urenlighed, som frøs.

En af lejlighederne stod tom. Konen var død. Forleden dag var en af naboerne kommet hen pa stationen. De var bange for, at madam Lund ville høre op at trække vejret, hun lå så fælt og gispede, sagde han.

Da politiet kom herind, stod de allesammen, husets folk, ørkesløse rundt om og gabede sløvt, uden at gøre noget. Naboen var kommet ind, madam Lund lå i krampe på gulvet. Så var de andre kommet til og havde set med.

Nu troede de nok, hun var væk.

"Og 'væk' var hun," sagde politimanden.

"Hvad var hun død af?" spurgte jeg.

"Åh" - H. trak pa skuldrene - "det er egentlig ganske rimeligt, at de folk dør."

Ja - ganske rimeligt. Besynderligere, at de lever.

Mens vi gik henad gaden, fortalte vor fører politihistorier, der var mange morsomme iblandt. De passede til vor stemning som slette vittigheder til en begravelsesmiddag.

"Det er naturligvis bærmen," sagde han, "men ét gode er der. Denne befolkning er så stabil, vi kender den gennem generationer - det letter arbejdet."

"Og tilsynet," sagde H.

"Ligesom i det gamle Ægypten," faldt det ud af mig.

"Just så," sagde politimanden. "De bliver, hvor de er."

Disse ord var frygteligere end alt, hvad vi havde set. Dantes overskrift over proletariatets helvede.

Så gik vi videre. Vi så et andet hus, et tredje, et fjerde, men hvad vi så, var de samme billeder. Det eneste, der gav denne elendighed nuancer, var graden af laster, som fulgte den. Elendigheden er et janushoved: dens tvillingansigt kaldes lasten.

Det var øverst oppe i et hus, hvor man kravlede op ad stiger. Og gennem alle etager fulgtes vi af drukkenskabens luft, der blandedes med skarnets stank og fugtighed, hvis ildelugtende skimmel man indåndede næsten med anstrengelse.

I nogle huse var man sky, man åbnede dørene pa klem og stirrede ud gennem sprækker, man fulgte os med forsultnes hungrige blik fra ruder og døråbninger.

Her var man påtrængende. Det var drukkenskabens impotente klynken, dens jamrende klager, som mødte os.

En stor kone spærrede os vejen. Hun tvang os til at se sit barns hoved, der var bedækket med sår, til at undersøge hendes egne fingre, der var buldne.

Barnet var ikke et år...

Politimanden ville forbi. Men hun blev stående, og midt i sin klynken blev hun ved med at gentage højt, bestandig stærkere:

"Får vi så noget at spise? Får vi så noget at spise?"

Politimanden skød hende til side, skubbede til hende, uagtet hun var frugtsommelig, og vi kom omsider forbi og en etage op. Men indefra hørte vi endnu en gang og højere: "Giver han os så noget at spise?"

"Hvor gammel er barnet?" spurgte jeg.

"Åh"- og for første gang var der en heftig undertrykt bevægelse i vor førers stemme - "De har ret - børnene er her en ligeså forfærdelig ulykke som drukkenskaben."

På kvisten ville de ikke lukke op. De blev ved at klynke inden for. Tilsidst kom konen ud. Hun var næsten nøgen: hun holdt med hænderne sammen på en hullet nattrøje. Skørtet skrævede over maven.

Hun lallede allerede på morgenstunden, og hendes forsikringer om, at der ikke var rent, druknede i drikfældighedens bavlende grædefærdighed. Hun tørrede tårer fra de rindende øjne af med nogle ophovnede fingre. Drankerens svedige bulenhed, havde oppustet hele det ådsel.

Vi skulle se på taget, sagde vor fører, og til sidst slap vi ind.

Man har mod til at se den logerende, der idiotisk rokkende med åben mund, hvis læber er sårbesatte som alt andet i dette skrækkelige hus, sad på en skammel i krogen under tagvinduet, mod til at se de to børn, som nøgne væltede sig i den kasse, der om natten rummede disse fire: konen, hendes logerende og hendes datterbørn - man tvinger sig til at se det, man vægrer sig ved at fortælle det.

Slige minder får ikke ord, rædslen ved erindringen lammer pennen i vor hand.

"De børn lever af brændevin," sagde politimanden.

De sad pa hug i sengen, blåfrosne, og stirrede på os. Således sløvt og misundeligt stirrer kun sulten. Hvad dette blik misunder os, er ikke klæder, ikke lykke, intet uden kødet på vor krop ...

Således så vi hus efter hus drukkenskaben parret med elendigheden.

Og hver gang vor fører viste os en ny elendighed, sagde han: "Men det må være. Her kan ikke hjælpes."

Vi så kældere, fugtige rum, hvor luften var forpestet af uddunstninger, hvor væggen drev med vand, hvor dagen var nat.

I dette værelse lå om natten ni mennesker. Jeg skal fortælle hvordan. Der stod i en krog en dobbeltseng, der lå manden og konen, ved fødderne af dem den tiårs datter og et lille barn. På noget halm i et hjørne så vi to hestedækkener, det var leje for fire. Til den niende var der vugge.

Således fandt de plads; hvorledes de fik luft, ved jeg ikke.

Tre af børnene var over ti år.

Der var andre steder, hvor blufærdigheden havde afdelt rummene med pjalter, der kunne give en illusion om skærm; som oftest spirede usædeligheden i denne sammenstuvning ...

Overalt var der vugger, selv i det nøgneste hjem, overalt var der børn. Hjælpeløs elendig nøgenhed havde født dem til elendighed.

Elendigheden: det vil sige sult. Thi disse mennesker ved intet, kender intet: sædeligheden snigmyrdes fra deres første år, samvittigheden har hos dem sine egne begreber, som ikke er vore. Deres samfund har sine egne love, vore forstår de ikke - sulten er deres lov!

- Se deres liv! Her får de livet i dette rum, hvor deres moder føder dem uden hjælp - "en til" til flokken er velsignelsen over deres liv. Der er et halvt dusin munde i forvejen, og manden har ikke "noget fast". Hvis moderen har mælk, dier hun barnet, hvis ikke, dør det vel - hvad der er det lykkeligste. Ellers vokser det til. Det ser omkring sig drukkenskab og nød, dets fjende er hunger, dets eneste klart tænkte ønske er det, en gang at blive mæt ...

Nar man sulter, bliver man sløv.

"Mest ondt gør det mig for de stakkels pigebørn," siger vor fører ... "De går i reglen kun én vej."

"Men så får de da i det mindste brødet," siger H.

"Ja," han standser lidt - "i alt fald for en tid."

"Ja, og så kommer de på Ladegården - og det må da også være en velsignelse."

Han svarede ikke.

"Men hjælpes kan her ikke," sagde han så.

"Tag børnene fra dem," sagde jeg.

Han rystede på hovedet: "Ja," sagde han, "hvis man kunne . . . "

Vi så andre huse, hvor mændene sled og stræb­te, hvor konen, mager, næsten uden klæder på kroppen, hægede om børn, hvis pjalter hænder ikke var blevet trætte af at sammenlappe - hvor elendigheden i det mindste var renlig.

Vi så boliger, hvor lasten var rigere end elendigheden, hvor der endnu var rester af velhavenhed, og hvor ligegyldigheden var større end fattigdom - men ...

Atter andre, hvor hungeren havde lammet med sygdom, sulten havde slået med sår ... men overalt var det den samme forfærdelige historie: Kampen for brødet.

Og bestandig gentog vor fører dette ene ord:"Mæt dem."

Disse mennesker var blevet ham til en eneste hungrig mund, der måtte mættes.

"Mæt dem!" - "Giv dem brød!"

"Og i morgen?"

"Ja, så sulter de igen - men nogle må sulte."

Jeg vil standse, og jeg ved, jeg har intet billede givet Dem - slet intet.

Ordene kvæles i min strube af denne hjælpeløse elendigheds luft. Men - og det trøster mig - her gælder det heller ikke mine ord, som er fattige, min pensel, som ikke mægter en Hogarths stof: alt, hvad jeg har at sige, er en bøn, jeg fremfører for de hungrige, for dem, der sulter, til dem, som har brødet.

Hvad vi så på hin vandring, kan jeg ikke male; men en der i mine ord blot en understrøm af forfærdelig medlidenhed, en understrøm, som har gjort mig fattig på billeder, fattig på lignelser, fattig på farver til at male de farveløse - da forstår man af min mangel på evne, at hvad vi så, var forfærdeligt.

Og forstår man det, så vid, at denne elendighed rummes i et ord: Sult - og mæt for en eneste dag disse mennesker, som råber på brød.

Glem ikke, at de stærkeste øjeblikke i disse sløves liv måske er de minutter, hvor de hader "de lykkelige", hvor hungerens nag misunder os, at vi kan mætte os ... de indser jo ikke, at "de lykkeliges" liv - dette er retfærdigheden i livet - måske ikke er lykkeligere, at deres sjæle, der ikke opsluges af kampen for brødet, kæmper andre kampe og har andre sorger.

At sulte er deres lidelse - at mætte sig er deres livs nydelse.

De simplificerer livet.

Men just derved kunne vi ved at mætte dem pa en enkelt dag gøre dem lykkeligere en enkelt time - lykkeligere måske, end vi selv er det, vi, som giver.

Hvor vi kom, bad man os om brød - brød i det mindste til børnene.