Analyse

Fortælleren lyver og skaber sin egen virkelighed

Et af fortællerens personlighedstræk er, at hun lyver. Både over for sig selv og andre. Vi ved ikke, om hun altid er sådan, eller om det er hendes forelskelse i Mathias, der tricker det. Men hun skaber virkeligheden, som hun gerne ville have, at den så ud, og lever sig efterfølgende helt ind i den. Her samtalen veninden Cecilie, hvor hun lyver om Mathias kærlighedserklæring:

– Jeg synes bare, du går så skide meget op i det, siger hun. – Han virker jo ikke til at være helt der, hvor du er? […]
– Men i går sagde han, at han elsker mig, siger jeg.
Det falder bare ud, sådan er det, ups, så er noget sagt.
– Hva! siger hun. – Er det rigtigt?
– Ja, siger jeg i det fnisende tonefald, jeg ville have brugt, hvis han virkelig havde sagt det, og det virker på en måde, jeg bliver lidt lykkelig af at høre mig selv.

Problemet er, at Mathias aldrig har sagt, at han elsker hende. Men hun lyver over for veninden og tror næsten selv på det. Det giver også et varsel om slutningen, nemlig den afgørende scene, hvor hun lyver om at være gravid. Som læsere véd vi, at hun ikke er gravid, for hun har løbende taget graviditetstests. Men det bliver virkeligt for hende i hendes egen forestillingsverden:

– Du tager pis på mig, siger han.
– Nej, siger jeg, højt og såret, det føles ikke, som om jeg lyver.
Det er snart for sent at sige, at det er for sjov. Jeg kan stadig nå det. Han rejser sig brat og slår hånden ind i væggen. Der, nu er det for sent.

Da hun lægger hånden på sin mave, føles det ligefrem, ”som om der er nogen derinde”. Hun er dygtig til at lyve både over for andre og sig selv. Hun fremstår lidt som en forelsket stakkel.