Fortæller og personer

Det kvindelige, lyriske ’jeg’ fortæller om sin frygt

”En kvindes frygt” fortælles af en kvinde, som udgør det lyriske jeg i digtet. Det ses ved de personlige pronomener som ’jeg’ og ’mig’. Vi ser det eksempelvis i strofe 2, vers 3-4: 

men af alt hvad jeg ved er det sikreste det,
at lykken skal knuses af år.

Citatet viser også, at der er indre synsvinkel, hvor vi får del i jegets tanker og overbevisninger. At lykken knuses med tiden er netop et centralt emne, som jegets refleksioner dvæler ved. 

Når digtet fortælles af det lyriske jeg og fra hendes indre synsvinkel, farves det også af hendes perspektiv. Uden nogen egentlig kritik, konstaterer hun, hvordan manden har magten i kærlighedsrelationen. 

Midt i den konstaterende beskrivelse af mandens mulighed for at vælge kvinder til og fra, viser det lyriske jeg også sin frygt for at blive erstattet af en yngre kvinde. 

Denne frygt for en ung kvindes magt over mænd kommer tydeligst til udtryk...