På de næste sider får du hjælp til at analysere ”De forsvundne ansigter”. Novellen er skrevet af Tom Kristensen og udkom i 1934 i Vindrosen: Konfrontationer.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen på egen hånd, anbefaler vi, at du læser vores generelle vejledning til novelleanalyse:
Mødet med Matsuya bliver et vendepunkt
Novellens udefase beskriver én bestemt nattevandring, hvor jegfortælleren besøger sin ven Matsuya. Han har hørt, at der er sket noget med Matsuya, som har gjort, at han har mistet forstanden. Han ved ikke præcis, hvad der er sket, men han føler alligevel ”en underlig Følelse af Skyld”.
Han behandler Matsuya på en kold og hånlig måde, som han heller ikke selv forstår. Han griner, da Matsuya fortæller om sine rædselsvækkende møder med den onde ånd Mujina.
Selve vendepunktet kommer, da Matsuya pludselig ser på jeget med rædsel i blikket og løber sin vej. Jeget troede, at han sad og smilede hånligt. Men da han får fat i et spejl, opdager han, at han nu også er blevet Mujina – alle hans ansigtstræk er forsvundne:
Matsuya hævede forvirret Blikket, og i samme Nu tørrede jeg mig over min kolde Pande. Jeg følte med en ond Glæde, at jeg ikke havde Rynker i Panden som han.
Da forvandledes Matsuyas Ansigt med et. Han stirrede paa mig med et vildt Blik, aabnede Munden og skreg.
Jeg sad ganske roligt og troede, at jeg smilte.
»Mujina!« hylede han og pegede paa mig.
Jeget tørrer sine ansigtstræk væk, da han tørrer sig over panden. Situationen skræmmer Matsuyas voldsomt og får ham til at flygte. I flugten vælter han det lille bål, som de har siddet ved. Senere hører vi, at det starter en brand, som udsletter hele kvarteret. Matsuyas lig bliver senere fundet i en sø, hvor han sandsynligvis har druknet sig selv. Jeget opdager i et lille håndspejl, at han mangler sine ansigtsudtryk. Han skynder sig hjem.
