Forstå teksten

Novellen er skrevet for mere end 100 år siden. Den rummer en hel del ældre ord, som gør den lidt vanskeligt at forstå, hvis ikke man har gode ordforklaringer til rådighed. Det har vi lavet til dig her, hvor vi har indsat forklaringer i selve originalteksten. De forklarede ord er markeret med blå, stiplet understregning. 

Efter hvert afsnit kan du folde en boks ud, hvor vi giver dig en kort forklaring af afsnittets indhold.

Hvis du selv vil lede efter information, kan du fx slå ord op på www.ordnet.dk, hvor der både er ordbøger til nyt og ældre sprog. Du kan også finde meget viden ved at søge på internettet, men husk at være kritisk.

Cecil

Johannes V. Jensen (1898) 

I en Gaard nede ved Fjorden boede en Mand, som de kaldte Bitte-Anton. Han var gammel og hvidhaaret og havde aldrig været gift. Det kom af, at Bitte-Anton var en tøvende og grundig Natur. Han havde tit og ofte været i Støvlerne for at bejle; i løbet af 40-50 Aar var det hændt mange Gange, at en enke sad i sin Bedrift og trængte til Støtte. Men ... 

Kort efter Krigen i 64 var Bitte-Anton det nærmeste ved en Beslutning, han nogensinde havde været. Alt var saa godt som i Orden. Enken var rask og renfærdig, og der var ingenting til Hinder. Men Kæret laa for langt fra Gaarden; man kunne gærne spilde det halve af et Læs Tørv undervejs. 

Nu gik der en ung karl i Gaarden, Bitte-Antons Brodersøn. Han hed ogsaa Anton. 

For nogle Aar siden var Bitte-Antons Broder kommen hjem fra København, hvorhen han i Tidernes graa Begyndelse var rejst. Det klinger som et Æventyr. Men Sagen var, at Halvøens Beboere gav sig af med Fiskeri. Ved hver større Gaard ser man den Dag i Dag et lille enligtliggende Hus af raa Sten og med Tagpyramide af Halm. I gamle Dage røgede Gaardmændene Aal her i store partier. Den Gang fiskede alle i den unge Alder, ogsaa de, der siden arvede Ejendom og drev Jordbrug. Og naar de unge Bønderkarle var på Fiskeri, hændte det, at der kom Uvejr over dem, saa at de maatte søge ind til fremmed Land. De kom på den Maade til Salling og Thy og stundom endnu længere bort. Kørslerne til Randers med de røgede Aal gjorde sit; og saaledes kunne det gaa til, at en forvoven Natur som Bitte-Antons broder fik det store udsyn og det slugende mod. 

Men efter tyve-tredive Aars Forløb kom han tilbage som en ødelagt Mand. Han havde tjent i København og været Gaardskarl, havde dernæst drevet Høkerforretning og var omsider bleven Ejer af en Beværtning. Den gav Penge. Der var Tider, da Antons broder forføjede over bedøvende Summer. Men hvordan gik det saa? 

Ja, da han kom tilbage til Fødegaarden, ejede han ingenting uden en lille Søn. Og den store Mand var udbuldnet og skoldet af Drik. Saadan var det gaaet til. 

I to Aar vankede »Københavneren«, som de kaldte ham, hos Broderen. Han bestilte aldrig noget men drak i al Stilhed. Fik man ham at se, naar han stod nede ved Fjorden og vejrede ørkesløs mod Blæsten, da blev hele Naturen som et Udtryk for tavs og ubodelig Ulykke. 

En Morgen, da Fiskerne kom ned til deres Garn, troede de, at en stor og sælsom Fisk af sig selv havde fanget sig deri. Men det var »Københavneren«, der hang paa en af Tørrestolperne og var saa død som en Sild. 

Bitte-Anton opgav at blive gift, han lod sine Støvler skimle paa loftet; og da Brodersønnen voksede til, adopterede han ham og satte hint mystiske Apparat i Gang, hvis ene Ende man betror en Pengeseddel, hvorpaa man med højtidelige Hænder udtager et tinglæst Skøde af den anden. 

Anton, som han slet og ret kaldtes, var nu nogle og tyve Aar, en stor kry Karl med fremstaaende Underlæbe. Han var dygtig til Arbejdet, han sang og røg Tobak Fritiden igennem, og han dansede i et Sved til om Morgenen, naar der var Legestue. Men han var ikke mest afholdt mellem Folk, der var noget uskaansomt i hans Væsen. 

Pludselig døde Bitte-Anton. Og saasnart Brodersønnen havde overtaget Gaarden, gik han ud paa Frierier. 

Til at begynde med fik han Nej af Cecil. Naa, Anton, der havde været Dragon i Randers og lært Engelsk af en Kamerat, sagde Aal rejt og henvendte sig med Piben i Munden paa de andre Gaarde. Men han blev ved at faa Nej lige til Halvøens yderste Pynt. Og han var dog en rig Karl. 

Folkene paa den Egn var noget forskellige fra andre. Halvøen ligger ud i Fjorden og ender som en blind Gade. De to Slægter, der ejede det meste af Jorden, havde boet der fra gammel Tid og havde indgaaet Forbindelser gennem saa mange Led, at der egentlig kun var én Slægt, skønt der fandtes to Slægtsnavne. Nogle hed Madsen til Efternavn, og andre hed Byrgialsen. Disse Folk var rige og høflige, de sagde ikke deres Mening lige ud i Næse og Kæbe paa nogen, det var tavse og stædige Folk. Men af og til kunne de uden Varsel bære sig ad paa en retvinklet Maade. 

Familjesammenholdet svigtede nu ikke, fordi Anton kom paa Dørtrinene i sine nymodens Fjedersko. Der var ingen af de giftefærdige Døtre, der ville have ham; og Forældrene nødte dem ikke. 

Men at Cecil forsmaaede ham, var ikke alene fordi hun ikke kunne lide ham – saadan en Praler! – der var en Grund mere. Cecil var Datter af Jens Madsen i Bakkerne. Et bitte Stød nordenfor laa Laust Byrgialsens store Gaard. Sønnen der, Christen, var Cecils Søskendebarn, og de to var hemmeligt fornøjede med hinanden. Der var maaske ingen udtalt Forstaaelse mellem dem, men Christen og Cecil havde altid holdt sammen. I den sidste Tid undgik de med flid hinandens Selskab; og det betyder noget.

Cecil havde i flere Aar været berømt videnom, saa køn var hun. Hun var ikke rent ung mere – fire-femogtyve Aar. Cecil var høj og mørk med blaa Øjne. Naar hun sad og hæklede, hvilede hendes Hage næsten paa Brystet, og hun aandede hørligt, hun pustede af den Livsgrøde, der var i hende. Nu og da maatte hun fare op og skaffe sig noget at le til Himmels over eller en grund til at eksplodere og sprude af Livslyst. Men derimellem var hun en kold og noget affærdigende Natur. 

Før Anton friede til Cecil, havde han udtalt sig til forskellige Venner derom og havde med sin sædvanlige engros Frejdighed indbudt dem til Forlovelsesgildet. Men da Udfaldet blev som det blev, agede Anton et Læs Karle med sig til Færgestedet, og de drak sig allesammen saa fulde, som de kunne blive. Og efterhaanden som Anton fik afslag paa Gaardene, drak han flere og flere Kaffepunche paa Færgegaarden. Folk begyndte at mishages. Cecil var egentlig den værste til at gøre Nar ad Anton, hun skaanede ham ikke, naar Talen var om ham. 

Men det blev værre, da Forstaaelsen mellem Cecil og Christen Byrgialsen rygtedes. Anton begyndte nu at svire metodisk, og han lagde sig efter at køre forargeligt, rent som han var gal. De to røde Heste, som Bitte-Anton havde opfødt fra Føl af med ene Kærne og  strøet under med Byghalm, var allerede kendeligt skamferede i Forparten. Anton erhvervede sig ingen Agtelse ved dette Levned. 

Da skete noget, som i og for sig var ubetydeligt. En Husmandsdatter oppe i Bakkerne fik et Barn og udlagde Christen Byrgialsen som Fader dertil. Han vedgik Narreriet og lovede Betaling. De ti Kroner om Maaneden kunne ikke skade Christen langt. Heller ikke blev der megen Snak om Sagen. Men Cecil gjorde sig til! Om Søndagen, da Christen kom hen til Jens Madsens uden at ane ondt, gav Cecil sig til at smæde og fornærme ham. Hun spurgte ham skaanselløst, om han ikke snart skulle giftes, hun talte om Husmandstøsen, idet hun gav sig Mine af ikke at kende hende og Historien – hun var skam køn – sikke Fødder hun havde – hun lugtede lang vej hen af Møg – . Og Cecil lo, hun var bleg af Ondskab, hun lagde Kort paa Bordet og spaaede for de to, medens de andre, der var til Stede i Stuen, knap vidste, om de skulle le, eller hvad de skulle. Det var den gamle Kortspøg, hvor Hjærter Es falder som det afgørende Kort ved et af de Spørgsmaal, man remser op. 

Hvor mødtes de? I Gangen, i Stuen, i Kamret, i Sengen, under Sengen? Under Sengen! fik Cecil det til at blive, og hun skoggerlo og fik de andre til at le med. Videre spaaede Cecil – og nu var der lydløs Tavshed i Stuen – om hvordan de skulle køre i Hjulbør med Rotter foran, og hvordan de skulle bo i et Pindehus. Hvordan de skulle leve sammen – de kysses, de klappes; de rives, de nappes?

Christen Byrgialsen sad tvær og vred paa Bænken, saalænge Vanæren blev ved at bydes ham. Men da Cecil var tilfreds og havde skvalderleet en sidste Gang, rejste han sig og gik. 

Du glemmer dine Vanter! raabte Cecil efter ham – du kan vel ikke have hendes Armhulinger ved dig og varme dig i ... 

Dette Optrin blev der snakket meget om, og det blev forskelligt bedømt. 

Nogen tid efter traf det sig, at Jens Madsen og Cecil kørte i Stads til nogle Slægtninge. De skulle forbi Færgestedet, og saa tog Jens Madsen fem Grise med for at levere dem ved samme Lejlighed. 

Just som de svingede op for Krodøren, kom Anton, den i Modgang prøvede Bejler, dinglende ud, opkogt og forrykt af Spiritus. Da han saa Jens Madsen komme kørende der med Svinestillads bag paa sin Stadsvogn, var det noget for ham: 

Skal du i by med Familjen? spurgte han hikkende. Jeg synes dine Børn ser mig noget nøgne ud. Og er det ikke dem, der hvæller? 

Du skal ikke være næsvis, sagde Jens Madsen lavt og skarpt. 

Anton fyldte Gangen med et Latterudbrud saa højt som Skraldet af en Bøsse. Men derpaa dejsede han ind i Kørestalden og krøb op paa sin Agestol. De to røde stod og bævrede angst i Benene. 

Giv jer Stunder, I to Kuler! Kan I staa! 

Anton fik Tømmerne samlet til sig. Saa! Han hæflede Pisken op fra Forlæderet. Og nu gik det i skammelig Fart henad Vejen. 

Jens Madsen knasede Tænder ved Synet. 

Men det venstre Baghjul paa Antons Vogn var skævt, eller ogsaa sad det løst, nok er det, under Vognens vilde Fart saa Hjulets Bevægelser mageløs ud, Hjulet gik ud og ind, ud og ind – som en halt Stodder, der skal til Ildebrand. 

Cecil, der endnu ikke var gaaet indenfor, gav sig til at le, hun lo saa voldsomt, at hun krogedes sammen ved det. 

Henne ved Omdrejningen løb det balstyrige Hjul af Akslen og trillede vraltende ned i Grøften – og Hu! hele Befordringen ligesom blæste omkuld – Anton kom i en Bue over i Pløjejorden – Vognkassen slæbtes paa Siden. 

Jens Madsen, der havde staaet og rømmet sig hastig ud gennem Næsen, rørte brat paa sig – Søde Gud! – og stak i Rend. 

Men Cecil lo værre endnu – pludselig fik hun ondt og ravede til Døren. Da hun var kommen sig, lo hun endnu en Stund. 

Nogle Minutter efter kom Jens Madsen og Færgemanden bærende med Anton, han havde slaaet sig paa den frosne Jord og var daanet. Men da Anton kom til sig selv, lukkede han klogt sine Øjne i igen og lod til at være svag og afmægtig endnu en bitte Tid; han fandt sig nemlig liggende med Hovedet paa Cecils Knæ.

Hvordan er det, du flyver og farer! sagde Cecil strængt og irettesættende, da Anton omsider vendte tilbage til Livet. 

Hvad kan du sige, Cecil, mumlede Anton meget forsagt, jeg kan vel have Lov at slukke min Sorg, Hvissommenstid ... 

Der blev ikke talt mere. Jens Madsen vilde afsted. Men da Anton var bleven helt frisk og fulgte dem til Vognen, stod Jens Madsen tæt hen til ham og sagde ham Besked: 

Mine Svin er ellers gode nok, saa du skal ikke fornærme mig, det vil jeg sige dig. Men ellers for en anden Gangs Skyld, saa kan du ... Jens Madsen saa op med hvasse Øjne og indbød Anton til noget mindre ærefuldt. 

Saa kørte Fader og Datter. 

I den følgende Tid kom Christen Byrgialsen to Gange til Jens Madsens for at give gode Ord og faa Venlighed igen. Men Cecil blev i Frammerset og ville ikke snakke med ham. 

Men da Anton ved Paasketid mødte frem og friede for anden Gang, i ædru og stilfærdig Form, gav Cecil ham Ja. 

Jens Madsen stred imod. Men om Foraaret blev Forlovelsen kundgjort, og Bryllupet bestemtes til at staa en Maaned efter. Jens Madsen maatte lade Datteren faa sin vilje, for det havde han altid maattet. 

Efter Forlovelsesgildet puttede Anton og Cecil sig sammen for natten i Cecils Alkove. Det var saa Skik, og i Jens Madsens gammeldags Hus ville ingen rokke ved det overleverede. Andre Folk, der ville være fine paa det, kunne saa lægge sig efter en mere afventende Skik, det blev deres Sag. 

Otte maaneder efter Bryllupet fik Cecil sit første barn. Som pige havde hun haft trangt for at faa Vejret – halvt som Astma – men nu mærkede hun ikke mere til det. 

Paa Bryllupsdagen var Anton fuld. Og sidenhen blev der længere og længere mellem de Dage, paa hvilke han var ædru. Paa samme Tid blev han mere og mere uvorn til at køre, han kørte Forbenene over paa et Par Heste i mindre end en Maaned. Han og Cecil kørte grasat næsten hver Dag, de væltede mere end een Gang og paadrog sig Skam. Antons brutale Væsen aabnede sig rigtigt for Alvor; ved Gilderne teede han sig saa braskende, at alle maatte blive flove paa hans Vegne. Han var som en Tønde, Tappen er taget af, han brovtede over alle Bredder. Mænd, der var til Aars, blev baade røde og hvide af Undseelse, over at han var en af deres. Men det var godt at vide, hvad han var kommen af, siden Velstand og Besiddelse i den Grad kunne stige ham til Hovedet. 

Cecil, den stolte og ømskindede Cecil, hvordan bar hun Skammen – underligt! Hun hidsede ham, Manden, som ønskede hun, at han skulle skræve sig af Led, hun tog sin Tilflugt til at le, siden hun ikke havde anden Udvej. Cecil gik med til hvad det skulle være og foreslog det, der var endnu urimeligere. Ja naturligvis. Det allergaleste. 

Men en Formiddag, da Anton laa inde i Kamret efter en Nats Svir og Spil, gik Cecil ind til ham, og Folkene i Stuen hørte, at hun begyndte at tale. Hvad hun sagde, forstod de ikke, men det kunde høres, at hun gik i Rette med Manden, der faldt Ord saa tonløse og piskende som tynde Læderøle. Længe blev den hadefulde Stemme ved at fugtle og gennemgarve; men da hørtes en hæs Forbandelse og et Rabalder – et Hvin – Stole der væltede ... 

De unge Folk blev en Uhørthed paa Egnen. De regerede taabeligt med baade Ejendom og Anseelse. Sagde Anton syv, da foreslog Cecil fjorten, kørte han som en gal Mand, da smed hun endogsaa Tømmerne helt fra sig. 

Ved en Tombola, der blev afholdt i en Naboby, tog Anton for over to Hundrede Kroner Numre. Det var et hjerteskærende Optrin. Han var fuld, Underlæben dinglede, og han tabte Mundvandet ned langs Pibespidsen. Men ved hans Side i Trængselen stod Cecil, og hun købte Numre og Nitter lige saa rask som Manden. Hun vandt et par Træskostøvler og gjorde sig overdreven muntert til i den Anledning. Hun stod med koldsvedigt Ansigt. Men Cecil ville ikke bøje sig; rundt om stod Kendinge, der var ved at græde af Sorg over hende. Hun kunne vel ikke redde Æren anderledes end hun gjorde. Men det var bitterlig trist at se.

Da de havde spillet en svimlende Sum bort, steg de til Vogns. Man stablede det Skrabsammen, de havde vundet, op bagi Vognen, men Anton sparkede det ned paa Jorden igen. Saa fik han Tømmerne. Og Hestene skælvede. 

Ned over Vejen! Vognen rullede tæt og skarpt som paa et Gulv, saa rasende kørte Anton. Det var som selve Satan, der kom kørende. Ruderne dirrede i Husene, hvor de kom forbi. Cecil sad i sort Perlekaabe ved mandens side, hendes tillukkede Ansigt kunne ingen læse i. 

Anton og Cecil forødte i skøn Fællesskab den store gældfri Ejendom paa halvandet Aar! Det skulle man næsten ikke tro, men det var nu Tilfældet. Men det spurgtes ogsaa. Der var Sallingboere ved Auktionen. 

Nu sad de paa en Halvgaard i nogen Tid, og Cecil fik sit tredje Barn. Men Anton drak, saa man skulle mene, han var splittergal. Han vilde have Ende paa sig selv, saa det ud til. Det var ligesom han rendte alt, hvad han kunne, i Mørke, fordi en havde kaldt paa ham et Sted i et Hul. Antons Haar strittede lukt til Vejrs, det var dets Fald af Naturen; og da han ogsaa havde røde Øjne, lignede han virkelig en, der suges hen af overnaturlig Magt. Det var jo tydeligt nok, at Faderen kaldte paa ham. 

Da de kom fra Halvgaarden, forlod Anton Kone og Børn og rejste til Skive. Der var han først Havnearbejder, men siden sank han endnu dybere og blev Jærnbanebisse. For Cecil, der nu sad hjemme hos sin gamle Fader med Børnene, var det en Skam, der næppe kunne bæres. Og Anton var ikke bedre, end at han levede paa polsk med et Kvindemenneske i Skive, tilmed. 

Der var ingen, der kunne blive klog paa Cecil. Kom man i sin Godhed og søgte at gøre hende godt ved at forklage Manden, den sølle Pjalt, da fik man saa godt som en Lussing, hun stak en midt i Panden med et ondt Blik. Og ynkede man hende selv, da opslog hun en Latter, der kunne gaa et jævnt Menneske til Marv og Ben. 

En Dag kom saa Anton tilbage. Han var ædru. Men det havde ikke meget at betyde. Manden var ikke tredive Aar endnu, men han lignede en Strandvasker, saa tyk og pussen var han af Svir, og rundt i Ansigtet saa han ud som gnavet af Fisk. Anton legede med Børnene og græd behørigt. 

Men da Jens Madsen Dagen efter harkede sig bestemt og sagde Datteren, at han ikke ville have dem begge to – ja saa svarede Cecil ingenting. Fjorten Dage efter rejste hun derimod fra Hjemmet ind i et hus oppe i Bakkerne. Her satte hun sig til at væve for at tjene til Føden. Hun havde Manden hos sig og spædede ham med hvad han behøvede. Anton var ikke til meget mere. 

Saaledes gik det den storsindede og nøjeregnende Cecil, saadan blev hun gift, og saadan ville hun leve, hvad Folk saa sagde. 

Cecil vidste vel ikke, hvordan alt havde sammentvundet sig; hendes stridige Hjærte kendte ikke sin egen Lov. Hun vidste ikke en Gang, Cecil, at hun havde trodset, og at hun fremdeles ville trodse et helt Liv igennem, udenom al Lykke og stik imod enhver Rimelighed. Cecil tænkte ikke over, at Menneskene kun har et Liv, hun tænkte ikke videre klart, og hun forstod ingenting. Men forstod nogen hende? 

Og Tiden gik. 

Cecil vævede. Hendes Lærred havde godt Lov paa sig; Islætten var slaaet fast og tæt i.