På de næste sider får du hjælp til at analysere “Braget”. Novellen er skrevet af Peter Seeberg og udkom i 1962 i Eftersøgningen og andre noveller.
Hvis du har behov for mere hjælp til at komme i gang med analysen på egen hånd, anbefaler vi, at du læser vores generelle vejledning til novelleanalyse:
Dialogen bliver absurd
Novellens brug af dialog som fremstillingsform er med til at underbygge dens tema om meningsløshed og absurditet. Det ser vi især i slutningen, hvor Pietro og Nancy taler sammen om braget:
“Blev du bange,” hviskede han til hende. Ja, hun var blevet bange. Bange for at hele verden skulle falde sammen. “Der er en fejl et eller andet sted,” sagde han. “Blot vi vidste, hvor den var henne,” sagde hun. “Det ville ikke hjælpe os,” sagde han, “fejlen er så stor.” “Hvor stor tror du, fejlen er,” sagde hun. “Jeg vil ikke udtale mig om det,” sagde han. “Var braget stort nok?” sagde hun. “Ja,” sagde han, “nu var det stort nok.”
Vi kan se absurditeten træde frem i måden, de to karakterer taler sammen om et fænomen (braget), som de ikke ved, hvad er. Pietro kommer til den konklusion, at “der er en fejl et eller andet sted”, selvom vi kan se, at han ingen forudsætninger har for at udtale sig om det. Det får Nancy til at spørge, hvor fejlen er henne, og hvor stor den er. Hun spørger til fejlens placering og målestok, selvom vi kan, at Pietros udsagn om fejlen ikke har nogen reference i virkeligheden.
Vi kan altså se, dialogen begynder at referere til sig selv, og at samtalens udsagn bliver tomme. Parrallelt med at Nancy bliver bange for, at hele verden skulle falde sammen, bryder samtalens mening så at sige sammen. På den måde viser dialogen os, at der sker et sammenbrud i novellens virkelighedsbillede.
