Komposition

Novellen “Braget” er en kort tekst, der strækker sig over tre bogsider. Den starter in medias res med beskrivelsen af Pietro, der bliver vækket af braget. 

Novellens handling er kronologisk fremadskridende og den fortalte tid kan inddeles i to dele. Den første del strækker sig over et tidsrum på ca. et døgn, fra Pietro og de andre hører det første brag sidst på dagen, og til Pietro og Nancy bliver enige om at flytte næste dags aften: 

“Lad os flytte,” sagde hun. “Ja, lad os flytte,” sagde han. “Lad os bygge et hus.” Et halvt år efter flyttede de og fik hus. “Er du nu rolig?” spurgte han hende den første aften. “Ja,” sagde hun.

Som vi ser, sker der her et skift i tid og sted, og vi møder parret et halvt år senere, lige efter de er flyttet ind det nye hus. Men novellen lader samtidig Pietro og Nancys samtale fortsætte, som om tiden ikke var gået. Det skaber en glidende overgang til novellens sidste del til trods for det store brud i den ydre handling. Den sidste del fungerer som novellens slutning og består primært af dialog mellem Pietro og Nancy, der efter flytningen igen hører braget og indser, at braget ikke var, hvad de først troede.

De store uforklarlige brag fungerer en udefrakommende forstyrrelse, der griber ind i hverdagens orden og driver plottet frem. Novellens centrale konflikt ligger ikke mellem personerne i novellen, men i personernes forhold til braget og i deres forsøg på at opnå viden og vished om braget. Konflikten bevæger sig i novellen fra et konkret til et abstrakt plan, i takt med at vi som læsere bliver klar over, at braget ikke er et fysisk fænomen, men må opfattes som psykisk, overnaturligt eller symbolsk.