En af de ting, som er meget iøjenfaldende i både denne her og mange andre Himmerlandshistorier, er, at mennesker ofte bliver beskrevet med en dyremetaforik. Hvis vi kigger ned igennem, så møder vi det første gang i indledningen:
Post-An' Kjestin kom en tidlig Morgen ind i Køkkenet til Anders Nielsens Kone, pjaskvaad af Regn, hakkende frem for sig med den forkomne Næse som en stor syg Fugl.
Sidenhen står der, at hun går "med Halsen i S som en Hejre", og der står også på et tidspunkt, at når hun bliver budt på noget ude på postruten, så spiser hun "som en Stork", altså meget forslugent. Så hun er en fugl, men hun er også noget andet. Hun er også et træ.
Vi hører om hendes "lange tynde Underarm, der lignede et stykke brænde" og senere hen "det lange stolpeagtige Kvindemenneske hældede". Det, der ligger i det, er at vi ser nogle mennesker, der er meget tæt på naturen på en negativ måde. Det er et miljø, hvor de stærkeste overlever. Det er næsten en rent darwinistisk skildring af menneskeheden, vi får her, hvor de er på et eksistensminimum, hvor det hele tiden er en kamp for liv eller død.
Ja, naturen er sådan en knusende overmagt, de er oppe imod. Det fornemmer vi også i beskrivelsen af, da de finder Bitte-Selgens lig til sidst:
De fandt ham ude i Heden, milevidt borte fra et Sted hvor de saa Fugle kredse i Luften, der i en lille Sig fandt de ham halvt regnet ned i Jorden. Han laa paa Ryggen i det stride Græs, næsten ukendelig, men det saa endnu ud som om han smilte. Der sad en grøn Flue paa de brede, endnu ikke ganske udvoksede Fortænder.
Så naturen er allerede i færd med at tage ham tilbage. Han er ved at regne ned i jorden og blive fuldstændigt opløst.
