Fuglen | Selvskrevet novelle

Uddrag

”Stop! Undskyld mig, fru. Du glemte dit pas!” Hun vendte sig om med et sæt, forbløffet over, at nogen netop havde taget hende i at glemme noget så essentielt som sin identitet - denne gang på papirform.
Dén eftermiddag hang forårssolen højt over den snorlige boulevard, som rummede både ekstravagance og antik mystik. Hun elskede, hvordan kulturer, frihed og etniciteter smeltede sammen i én helhed, hvor gadebilledet var præget af tolerance og forståelse for forskellighed. Den underlagte stemning var næsten at sammenligne med dén, man ville kunne forvente at opleve på en festival. Hun tog en dyb indånding og sugede de uvante indtryk til sig. Hun følte sig fri, for første gang siden hun blot var en lille pige.

De sidste par år var hun gradvist men sikkert blevet bundet og trukket rundt som et dyr i en manege. Hendes fangevogtere var altid mennesker, hun fejlagtigt havde haft tillid til. Hun tænkte ved sig selv, at ingen nogensinde havde ønsket at gøre hende ondt. Fælles for fangevogterne var, at de elskede hende, og at hun med tiden var blevet det eneste, de gik op i og tog sig af. Når et af disse viljestærke mennesker udså sig deres mål, skulle der mere end ord til for at stoppe denne jagt og søgen efter selvrealisering. Jagten på målet blev først for alvor kompliceret, når den indebar medviljen fra et andet menneske. Et menneske der ikke kunne efterleve. Hun, som var blevet så stor en del af denne søgen, kunne ikke efterleve.
Hun gik gennem parken, som husede store, stolte robinietræer og uskyldige blomster i fuldt flor. Hun var betaget af den uindskrænkede skønhed, som liljer, roser og gerberaer bekymringsfrit leverede. Hun satte sig på et mennesketomt stengærde og lod blikket glide ... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind