Essay om Billedmedier og virkelighed

Uddrag

Vi lever i et samfund, hvor mediernes magt er større end nogensinde før, og hvor en nyhed først bliver virkelig, når denne vises i fjernsynet eller bliver trykt i avisen eller i et ugeblad. Dette kræver en vis tillid til nyhedsmediet, der er er forpligtet til at kunne dokumentere de forskellige nyheder, men hvordan opnås denne tillid? Billeder. Masser af billeder. Både fastbilleder og levende billeder. Det er nemlig herigennem, at individer kan opnå sympati og måske endda identificere sig med nyheden, og netop de to ord, sympati og identifikation, er vigtige, når det gælder tillid og troværdighed. Når individer selv kan sætte sig ind i en given situation, gør dette situationen mere realistisk og dermed også mere troværdig, og det er derfor enormt vigtigt, at medierne har dokumentation i form af billeder eller videoer. Vi mennesker har nemlig brug for at se og føle noget, før vi kan tro på det. Men kan vi altid tro på det, vi ser og føler?

Det er netop ovenstående, der diskuteres i Leif Davidsens tekst Et billede lyver ikke, men gør fotografen? Heri manifesteres det, at et billede og dets kontekst kan manipuleres for at kunne frembringe de rigtige følelser hos seerne og læserne, og det er derfor vigtigt at studere et billedes ægthed og historie. Davidsen præsenterer en hændelse, hvor TV-Avisen viste billeder fra Irak 2003 i en udsendelse om Syrien, hvor en seer gennemskuede fejlen. En hændelse som denne er med til at mindske mediernes troværdighed, fordi de har misbrugt befolkningens tillid – eller nok mere, fordi dette brud på tilliden blev opdaget. Havde der ikke været en opmærksom seer, ville udsendelsen nok have fungeret, som den skulle, og den danske befolkning ville have fået sympati med det krigsramte Syrien. Det er altså ikke meget, der skal til, før... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind