Analyse af "Rend mig i Traditionerne" af Leif Panduro

Uddrag

Indledning
At være ung, at mærke presset fra de store forventninger som bliver stillet, at forholde sig til at skulle træffe afgørende valg på et tidligt tidspunkt i ens liv, da ens præstationer her-og-nu kan få stor indflydelse på fremtidige løbebaner. At klare sig fagligt godt i ens ungdomsår danner grundlag for at kunne vælge frit senere i livet. Udover dette, de store krav om at fungere godt socialt. At kunne begå sig i gruppesammenhænge, have meninger, kunne manifestere sig, være lærevillig, åben og selvstændig. Alt dette opleves samlet set som et uoverstigeligt pres fra omverdenen. Alt handler om fremtiden, om fornuften, høje idealer og moralske samfundsnormer. Hele ens tilværelse føles tilrettelagt, uden man selv har en finger med i spillet. Det opfattes nærmest som om, at der er tradition for at kunne hamle op med forventninger og krav. Hvis traditionen ikke efterleves, anses man som en fiasko, en skuffelse, da traditionerne betragtes som generne i vor kulturarv.

Leif Panduros ”Rend mig i Traditionerne” fra 1958 beskriver netop, hvordan ovenstående kan påvirke et ungt menneske. Ved at skrive en udviklingsroman, hvor han studerer hovedpersonen Davids udvikling i en periode, analyserer den og sætter den op mod normer, miljø og personlig arv. Det spændende ved sådan en roman er, at det hele sagtens kan slutte i et stort virvar og dog stadig have en tilfredsstillende slutning for læseren. Udviklingsromaner har med andre ord ofte en åben ... Køb adgang for at læse mere Allerede medlem? Log ind