Her får du hjælp til at analysere og fortolke novellen “De blå undulater”. Novellen er skrevet af H.C. Branner og udkom i novellesamlingen Om lidt er vi borte fra 1939.
Katrine forærer undulaterne væk, fordi de afslører en følelsesmæssig svaghed
Katrine turde kun at knytte sig til undulaterne, fordi hun troede, at ingen kunne se det. Det viser sig imidlertid, at hendes far har set hende lege med undulaterne gennem vinduet:
Jamen det ved jeg. Jeg ved, du holder af de fugle. Jeg har ikke villet sige noget, men jeg har glædet mig over det. Jeg har set dig med dem. Ja, du ved ikke af det, men jeg har tit set dig med dem.
Faren truer med at tage undulaterne fra Katrine, hvis hun bliver ved med at være uartig i skolen. Katrine lader som ingenting. Hun vil ikke vise, at hun har fået et følelsesmæssigt bånd til fuglene. Men det er for sent. Faren har allerede set, at hun er blevet glad for dem.
Katrine kan ikke leve med, at faren tror, hun har en følelsesmæssig svaghed. Det gør hende sårbar, hvis folk finder ud af, at hun kan holde af to små fugle. Det vil ødelægge hendes følelseskolde facade, der fungerer som et følelsesmæssigt skjold, der skal forhindre, at hun bliver såret igen. Derfor beslutter hun sig for at skille sig af med fuglene. Hun tilbyder Nils dem i bytte for hans snurretop. Farens kommentar bliver altså et vendepunkt i novellen, fordi den får Katrine til at skille sig af med sine undulater.
