Argumentation og appelformer
Her undersøger vi, hvordan Johan Christian Nord overbeviser modtagerne af artiklen om sine synspunkter i ”Virkelighed forpligter – også i litteraturen”. Det gør vi med udgangspunkt i appelformerne etos, logos og patos. Ud fra appelformerne undersøger vi, hvordan skribenten taler til modtagerne og forsøger at overbevise dem.
Logos - taler til fornuften
I artiklen taler skribenten til modtagernes evne til at indse, at han har ret. Det sker, når skribenten bruger fornuftige og rationelle argumenter. Når der tales til modtagernes fornuft, kaldes det appel til logos.
Årsagssammenhænge overbeviser om, at den selvbiografiske litteratur er relativistisk
I artiklen har Nord en sprogbrug, der taler til modtagernes fornuft. Han argumenterer på en åbenlys måde, hvor sammenhængen mellem årsag og virkning er tydelig. Så kan modtagerne nemt indse sammenhængen i hans argumentation.
På den ene side er teksten således smukt gennemfarvet af vor tids relativistiske allemandsholdning, idet Hega Holst selvudleverende beretter om, hvordan hun ”ikke stoler en skid” på sig selv […]
I citatet er der en tydelig sammenhæng mellem årsag og virkning. Det fremgår, at Hega Holst ikke stoler på sig selv. Hun tror, at alt er relativt, og derfor tror hun ikke på én bestemt sandhed – heller ikke, at hun kan fortælle sandheden om sit eget liv. Dette er årsagen, og virkningen er, at hendes kronik derfor afspejler relativismen, ”vor tids relativistiske allemandsholdning”.
Modtagerne indser selv, at årsagen medfører virkningen. Det gør de især på grund af ordet ”idet”. Ordet er med til at understrege årsagssammenhængen, fordi det netop markerer, at årsagen medfører virkningen. Årsags-sammenhængen er med til at overbevise modtagerne om, at relativismen er en generel tendens i tiden.
Spørgsmål får modtagerne til at tænke
Skribenten taler også til modtagernes fornuft ved at stille spørgsmål, som de må forholde sig til. På den måde får han læserne til at bruge deres fornuft og tænke selv. Han stiller et spørgsmål om, hvad der definerer sandheden i litteraturen, når alt er relativt.
For når alt kastes hid og did i de mange sandheders bølgemasser, og alt er sprog, hvem er så kaptajnen i vådområdet? Ja, det er naturligvis den, der ejer sproget – og det kunne så for eksempel være den skønlitterære forfatter […]
Spørgsmålet får modtagerne til at tænke med og forholde sig til forfatternes rolle i litteraturen. Skribenten bruger billedsprog og fremstiller litteraturen som et hav med bølger, hvor forfatterne er kaptajner. Når alt opfattes som relativt, er det forfatterne, der bestemmer over virkeligheden. Spørgsmålet gør, at modtagerne tænker med på ideen om, at forfatterne konstruerer virkeligheden i deres litteratur. De påvirkes til at tænke, at forfatterne ikke forholder sig til virkeligheden, som den er, men gør sig selv til herskere over virkeligheden.
Etos - skribenten opbygger troværdighed
Hvis modtagerne har tillid til skribenten, vil de være mere tilbøjelige til at blive overbevist om hans synspunkter. Derfor er det vigtigt at analysere, om skribenten skaber troværdighed og vækker tillid hos modtagerne. Dette kaldes appel til etos.
Har teoretisk viden om litteratur
Modtagernes tillid til skr...
