På de næste sider får du hjælp til at analysere “Verdens-Udstillingens Ofre”. Artiklen er skrevet af Johannes V. Jensen og udkom den 25. april 1990 i avisen Social-Demokraten.
Du kan bruge vores vejledning til novelleanalyse, hvis du vil arbejde videre med artiklen på egen hånd. Vi foreslår novelleanalyse som tilgang, da artiklen rummer mange litterære virkemidler.
Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:
Et væsentligt træk ved sproget i "Verdens-Udstillingens Ofre" er, at det organiske og det teknologiske ofte smelter sammen. Det ser vi f.eks. her, hvor byens myldretidstrafik bliver beskrevet som et strømmende hav med en brænding af rullende bølger:
Byens værste Brænding har lagt sig. Kun Vognene, vognene ruller uophørligt, Hestene hinker lige villigt for Droskerne, de stærke Trespand for Omnibus’erne vedligeholder et skarpt Trav, Avtomobiler tuder i Horn.
Bilernes tuden er en nærmest dyrisk lyd, som ligger i naturlig forlængelse af den lyd, som kommer fra hestene. Lyset, som falder gennem Eiffeltårnet, bliver også sammenholdt med lyset, som stråler gennem træernes kroner:
Ved denne Tid kan der falde et forunderligt Lys gennem Ejfeltaarnets fine Sprinkelspir. Boulevardernes Træer rækker sig i ungt, lysegrønt, Træerne nede ved Madeleinekirken ligner lyse Flor. Ingensteds staar Løvet saa let og luftigt som i Paris, Træernes Kroner er som hængende Spindel af gennemskinnet Grønt.
Det er, som om Eiffeltårnet bliver fremstillet som en naturlig forlængelse af træerne, ligesom bilerne er en naturlig forlængelse af hestene, og trafiklarmen er en arvtager til havets brusen.
Sproget giver os med andre ord et indtryk af, at den teknologiske udvikling er et nyt trin i den naturlige evolution. Det er livet og overlevelsesdriften, som viser sig i stål og damp i stedet for kød og blod.
