Vægten

Her får du hjælp til at analysere og fortolke novellen “Vægten”. Novellen er skrevet af Kim Fupz Aakeson i 1996 og udgivet i Dyrekredsen.

Vi giver dig et resumé af teksten og gennemgår de centrale elementer i analysen. Derudover får du også hjælp til at fortolke teksten. Hvis du vil have et hurtigt overblik, kan du læse vores noter.

Uddrag

Her kan du læse et uddrag fra analysehjælpen:

Samhørigheden vender kortvarigt tilbage

Mens novellens handling viser os, hvordan Inger går i opløsning og forsvinder fra Jørgens liv, rummer den sidste scene i novellen et vendepunkt. Da Jørgen sætter sig ved siden af Inger i soveværelset, vender samhørigheden med Inger kortvarigt tilbage: 

“Er der noget du er ked af?” spurgte hun og rakte ud efter ham. “Ja,” hviskede han. Hun tog en hånd om bag hans nakke og trak hans hoved ned, ganske blidt, han gav efter, og endte med ansigtet i hendes skød. Hun trak forsigtigt sine fingre gennem de små krøller han havde, når hans hår var for langt i nakken. “Du har altid været en god dreng,” sagde hun. Han sagde ingenting, men blev liggende med lukkede øjne. Han tænkte, at lige nu var alting godt.

Slutningen adskiller sig fra flere andre scener i novellen ved at vise os en fysisk nærhed mellem Inger og Jørgen. Novellen skaber kontrast til fortællingen om Ingers forsvinden ved at vise os, hvordan de to karakterer sidder helt tæt. Teksten formidler en intimitet mellem karaktererne ved at zoome helt ind på Ingers berøring af Jørgens hår. Det giver os et indtryk af, at der stadig er en rest af samhørighed til trods for Ingers sygdom. 

Vi kan også se, hvordan parrets samtale adskiller sig fra de øvrige samtaler i novellen: Her taler de sammen. Inger stiller Jørgen et relevant spørgsmål om hans følelser. Hun viser empatiske evner og træder i et glimt ud af rollen som Jørgens demente og utilregnelige hustru. Det bliver forløsende for Jørgen, der tænker, at “lige nu var alting godt.” 

Vi skal dog læse slutningen ironisk. Den viser, at Jørgen finder sig i, at Inger opfatter ham som sin søn i stedet for sin mand. Selvom det er forkert, er det godt nok til Jørgen. Men set udefra virker det helt forkert, at en voksen, ældre mand på den måde vender tilbage til moderskødet, som om han var et lille barn.

Vi kan også se, at teksten lægger vægt på, at lige nu var alting godt. Som læsere ved vi, at Ingers sygdom er uhelbredelig. Derfor ved vi også, at harmonien ikke vil vare ved, og at det netop kun er lige nu, at alting er godt.

Teksten herover er et uddrag fra webbogen. Kun medlemmer kan læse hele indholdet.

Få adgang til hele Webbogen.

Som medlem på Studienet.dk får du adgang til alt indhold.

Køb medlemskab nu

Allerede medlem? Log ind

Vægten

[0]
Der er endnu ingen bedømmelser af dette materiale.