Sprog

Sproget tilhører en halvvoksen dreng

Selvom novellen skal forestille at være en barndomserindring, hvor en voksen fortæller ser tilbage på sine oplevelser i drengeårene, så er fortællingen ofte præget af den unge fortællers sprog. Man kan måske lade sig snyde af, at ordvalget ofte virker gammeldags. Men så skal man huske, at fortællingen foregår i 1955. 

Ofte er det alligevel let at genfinde den unge drengs lidt naive og barnlige måde at formulere sig på. Et godt eksempel er, da fortælleren beretter om fru Kurtsens hemmelige lager af småkager:

Alligevel begyndte vi at kende familien på en underlig måde. Engang så nogle af os for exempel fru Kurtsen gemme nogle småkager inde i dækketøjsskabet. Dem gik hun og spiste af i smug, åbenbart uden at fortælle resten af familien om dem.

Fortællerstemmen gør sig ingen særligt dybe tanker om, hvorfor fru Kurtsen går og spiser kager i hemmelighed. Han ser ikke, at hun trøstespiser, fordi hun er ulykkelig. Han er kun optaget af, at hun gemmer småkagerne, så resten af familien ikke får nogen. 

Du kan finde andre gode eksempler på den unge fortællerstemme i en del afsnit, hvor fortælletempoet bliver hektisk og stakåndet. Et rigtigt godt eksempel er, da fortælleren gengiver sit første møde med Anne Grethe:

Der skete det at jeg ude ved stranden, ude ved Bellevue, ramlede ind i en pige, som jeg kendte temmelig godt, så jeg hilste jo. Først bagefter kom jeg i tanke om at det var Anne Grethe, som jeg havde stået og gloet på den...