Fortælleteknik

Fortælleren er en jegfortæller

Novellens fortæller er en førstepersonsfortæller, hvilket også kaldes for en jegfortæller. I ”To kilometer” betyder det, at hovedpersonen i novellen også er den person, der fortæller historien. Vi kan se, at det er en jegfortæller allerede i novellens første linjer: ”Fredag nat vækker jeg Anders, fordi jeg kan høre gråd ude fra gaden.”

Når hovedpersonen og fortælleren er den samme person, betyder det, at vi kun hører historien fra hendes synspunkt. Det er altså hendes side af historien, der bliver fortalt. Det betyder også, at vi kun får historien fortalt, når fortælleren er til stede. Da Anders går ned til kvinden på gaden, får vi kun det fortalt, som hovedpersonen ser. Hun står oppe i lejligheden og kigger ud ad vinduet og kan derfor ikke se det, der sker på gaden, særlig godt.

Fordi vi kun ser, hvad hun ser, kan vi derfor ikke vide, hvad der egentlig skete. Vi ved heller ikke, hvad der sker, da Anders senere forlader lejligheden. Han siger, at han cykler halvtreds kilometer, men vi ved ikke, om det er sandt, fordi hovedpersonen heller ikke ved det. Vi ser kun, hvad hun ser.

Virkning

Jegfortælleren gør, at novellen bliver mere personlig. Det er hovedpersonens personlige fortælling, vi hører, og det er hendes oplevelser, vi ser. Jegfortælleren gør også, at vi kun hører hovedpersonens udlægning af historien. Vi ser hele handlingen gennem hendes øjne.

Det gør, at vi ikke nødvendigvis kan stole på det, vi hører. Vi hører ikke Anders’ historie eller kvinden i det gule hus’ historie. Derfor bliver vi skeptiske overfor, om vi kan stole på alt, hvad fortæller...