Fortælleteknik

Fortælleteknikken i ”Tennis” er præget af, at der er en jegfortæller. Vi kigger på, hvilken virkning jegfortælleren har for novellen, og vi kigger også på den indre synsvinkel, der ofte er til stede samtidig med en jegfortæller.

Vi gennemgår brugen af bagudsyn, og vi ser på, hvad det vil sige, at fremstillingsformen er scenisk. Vi kigger til sidst på, hvordan brugen af dialog påvirker vores forhold til personerne i novellen.

Fortælleren er en jegfortæller

Fortælleren i ”Tennis” er en førstepersonsfortæller. Det kan vi se, fordi fortælleren træder frem flere gange i novellen som et ’jeg’ og bruger stedordene ’min’ og ’mit’: ””Jeg kom til at køre noget over,” sagde jeg og så ned på min kæde. Jeg prøvede sådan tilfældigt at mærke på mit hår, det strittede selvfølgelig ud til alle sider”.

En jegfortæller har et subjektivt perspektiv. Det betyder, at vi kun ser novellen fra fortællerens perspektiv. Vi får fx ikke mulighed for at høre, hvad Linda tænker eller føler. Vi har kun Carstens subjektive vinkel på begivenhederne i novellen.

Carsten er som fortæller også speciel pga. den måde, han fortæller på. Han er enten ikke en særligt god fortæller, eller også er hans fortælling henvendt til et helt bestemt publikum. Han bruger nemlig nogle indforståede referencer, særligt i begyndelsen af novellen:

”Jeg så hende fordi jeg havde fået det job i ISO, som flaskedreng. Jeg cyklede nemlig bagom når jeg skulle derhen, jeg cyklede ad Kløvermarksvej forbi den dér tennisklub”. Vi ved som læsere ikke, hvilket job han taler om, hvad han kører bagom, eller hvilken tennisklub det er, han refererer til. Han virker bare til at gå i gang med sin fortælling uden at tænke på, om vi som læsere vil forstå hans re...