Her får du hjælp til at analysere digtet ”solsort”. Det er skrevet af Klaus Rifbjerg og udgivet i Voliere fra 1962. Vi har fokus på de vigtigste punkter, som du kan komme ind på, hvis du skal analysere og fortolke digtet.
Hvis du har brug for mere hjælp til at analysere og tolke digtet, kan du kaste et blik på vores generelle vejledning til digtanalyse:
Digtets indre komposition beskriver sansernes opvågnen
Digtet inviterer læseren ind i et stille, farveløst og sovende hospitalsmiljø, der beskrives som gråt, ”gummitavst” og med ”blinde kældre”.
Vi får fornemmelsen af, at der er gået lang tid, siden noget er sket i miljøet. Tiden er gået, mens ”de levende” har sovet. Vi hører at ”over deres kinder kullet skrider”, som kan være et billede på at søvnens sorte rander under øjnene har bredt sig voldsomt. Altså det vi kalder for en hyperbel - en sproglig overdrivelse.
Senere får vi også beskrivelsen af digtets du, som er en dybt sovende patient bundet ind i gaze og tilsluttet præparater i drop og en respirator. Det beskrives med tekniske og kliniske ord.
Den første del af digtet beskriver således et miljø, hvor mennesker sover og alle sanseindtryk er sløvede. Men så sker en vigtig forandring. Den sidste del af digtet beskriver nemlig, at en meget svag lyd vækker digtets du. Det giver god mening at forstå lyden som den svage lyd af solsortens sang.
Pludselig skifter digtet karakter. Det bliver fyldt af lyde og sanseindtryk, som kobles sammen på kryds og tværs i et forvirrende kaos. Det har dog en befriende virkning på digtets du, som i de to sidste verslinjer vågner op fra sin søvn, bevidst om de mange nye indtryk.
