Forstå teksten

Selvom Morten Nielsen skrev sit digt "Skæbne" under besættelsestiden for næsten 80 år siden, så er sproget stadigvæk letforståeligt for de fleste i dag. Der er dog enkelte udtryk og begreber, som kan være vanskeligt, fordi de er knyttet til digtets samtid og kræver en viden om den. 

For at hjælpe dig i gang med digtet, har vi her lavet ordforklaringer til dig, som du kan bruge, når du skal læse det første gang. Forklaringerne kan du finde ved at klikke på de ord, der har en stiplet blå understregning.

Du får også en kort forklaring af strofernes indhold, som du kan folde ud. På den måde kan du følge med i digtets handling, samtidigt med at du læser det og finder ud af, hvad ordene betyder.

Skæbne

Af Morten Nielsen (Udgivet 1945)

1

Hurtige lyse stemmer der hvirvlede ud i det blå ...
du var ulykkelig, Tykke, men det ku' vi ikke forstå.
Svedig fed og dum ... Helvede satte på spring
og væltede dig og cyklen. Vi stod omkring og lo.

2

Du sad på den forreste bænk ... græd ikke, nej glo, glo, glo!
når en bange og vittig vikar spørger om to og to.
Vikarer i første mellem frelste en tynd disciplin
ved at vende det hele mod dig, der forsvarsløs blev til grin.

3

Og da det omsider blev forår for os, der var femten år,
og træerne stod og lyste over pigernes bløde hår
og du kom, forsigtigt, alvorligt, - da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os, var hende det hele gjaldt.

4

Nu ta'r du hævn! Nu går du med skrårem og støvler på,
du løfter en arm og det skinner i øjnenes blege blå.
For had hån og trusler, det kan et menneske ta' -
men ikke det, nej aldrig: Det og grines a' ...

5

Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat.
Parat til at smadre et knojern ind i min mund, når du slår,
for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.