Perspektivering

Staffeldt, Platon og Gud

Selvom Staffeldts digt hedder “Platonisme” og bruger mange elementer fra Platons filosofi, så er der afgørende forskelle.

Platons dualisme mellem idéverden og fænomenverden bliver hos Staffeldt til kristendommens dualisme mellem Jorden og Himmelen. Hos Staffeldt stammer menneskeslægten fra det himmelske, ligesom sjælen stammer fra idéverdenen hos Platon. Staffeldt forestiller sig også, at vi har nogle minder om Himmelen med os. Hos Staffeldt skaber disse minder et stor længsel i mennesket og et begær om at genfinde den tabte himmel. 

Fra hulebilledet låner Staffeldt forestillingen om fangenskabet. I første strofe af digtet ser vi tydeligt, at Staffeldt møblerer med inventaret fra hulebilledet. Mennesket i den jordiske verden er som fanger, der er fastlåst i sansernes verden. Mennesket er bevidst om, at den jordiske verden ikke er evig, men at alting vil forgå. Kun gennem vores følelser og fantasi, som de udfoldes i kunsten, kan vi gøre os håb om at genfinde minderne.

Heri ligger også en ret afgørende forskel på Platon og Staffeldt. Hos Platon kan ideernes verden erkendes gennem fornuften. Følelserne tilhører fænomenverden og kan ikke bruges til det. Hos Staffeldt er det nærmest omvendt, fordi følelserne er den eneste vej til at genfinde minderne om himmelen. Så Staffeldt fastholder Platons nedvurdering af sanserne, men han erstatter fornuftens rolle med f...