Den store kamp

Her kan du læse et uddrag af analysehjælpen

Den socialistiske demonstration bliver både en personlig og politisk vækkelse for Pelle. Det ser vi på flere måder.

For det første føler Pelle sig set i det, den vrede mand på talerstolen siger. Mandens ord “mødtes med det der laa ulmende i ham selv. Den blotte Vredesklang slog ind og ramte gamle Skader”. Talerens ord om uretfærdighed vækker altså en genkendelse i Pelle, der har “Skader” efter alle de ydmygelser og uretfærdigheder, som han har måttet udholde som nederst i samfundshierarkiet. Derfor er det også en befrielse for Pelle at høre en anden sætte ord på det, han har følt og oplevet.

For det andet indser Pelle, at en god taler kan påvirke en hel menneskemængde: “Hoved ved Hoved stod de og lyttede aandeløst, med aaben Mund og Ansigtet stift rettet mod ham; nogle var saadan i hans Vold, at de gjorde hans Minespil efter.” Pelle tænker ved sig selv: “Ej, hvem der kunde tale saadan – tordne”. Senere i romanen bliver han netop selv en stor taler og lederskikkelse for de socialistiske arbejdere, så denne scene er altså et varsel om Pelles kommende udvikling.

For det tredje går det op for Pelle, at han er en del af en større flok og dermed en større kamp: “Her var flere Tusind Mennesker samlede om noget fælles, og det gik haandgribeligt op for ham, at han hørte til en stor Flok. ‘Jeg hører ogsaa med!’ gentog det jublende inden i ham.”

Selve synet af menneskemængden får Pelle til at indse, at han ikke længere er alene i verden...