Her kan du høre vores podcast om “På et tidspunkt i foråret” af Helle Helle. I podcasten diskuterer vi, hvordan novellen kan forstås og tolkes. Podcasten giver dig en god introduktion til teksten, som kan hjælpe dig med din egen analyse og fortolkning.
Hun er ikke skamfuld over for sin datter, men hun er flov og skamfuld over for sig selv. Altså over hvordan hun fremstår over for andre. Hun siger jo også:
Jeg var bare glad for, at hun var så lille, at hun aldrig ville kunne huske noget om det. Hun ville heller ikke kunne sige noget til nogen.
Så her afslører hun egentlig, hvad hendes fokus er. Det handler egentlig ikke om, at hun har svigtet datteren. Det gode ved, at datteren er blevet svigtet som så ung, er, at hun ikke kan huske det og derfor ikke fortælle det til nogen. Sådan kan man begynde at lægge mærke til nogle bidder undervejs, hvor hun har fokus på sin facade og overflade er udadtil.
Jeg ved ikke, om vi kan kalde det for sympatiske træk, men det er i hvert fald noget, man kan have empati med. Det må være forfærdeligt at have det sådan, at man er så selvudslettende, at man ikke tør sige det til lægerne, at man har begået en stor fejl. Hun er flov over, at hun har forladt barnet til at starte med, og så gør hun det egentlig bare endnu værre. Så det må være trist at være sådan et menneske, der virkelig er så selvudslettende.
Der er noget enormt trist, da lægerne spørger, om der er nogen, der kan tage sig af hende derhjemme. Det har hun ikke, siger hun. Så det understreger, at hun står helt alene med barnet....
